Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ALMS GT Class

Corvette Racing gør sig klar til GT2 udfordring

ALMS
GT Class 

29/10/08 

American Le Mans SeriesSiden 2001 sæsonen i American Le Mans Series har Corvette Racing deltaget i GT1 klassen, en klasse som de har domineret lige siden, hvilket har resulteret i 8 mesterskabstitler i træk.
Derfor har de nu valgt at give sig selv en ny udfordring, og den skal findes i GT2 klassen.
 

Selv om Corvette Racing nu 'dropper' GT1 klassen i ALMS sammenhæng, betyder det ikke helt farvel til GT1 Corvetterne. Teamet har planlagt at deltage med dem en sidste gang på Le Mans, hvor de tidligere har vundet det legendariske 24-timers løb 5 gange.


Corvette Racing på Sebring 2008, hvor de deltog med to biler i GT1 klassen.
(Foto: Motorsporten.dk)

En af de største grunde til at Corvette Racing nu dropper GT1 i ALMS serien skyldes den manglende konkurrence, samt de efterhånden alt for få deltagere i klassen.
GT2 klassen har mange flere deltagere, og mange forskellige mærker er repræsenteret, derfor vil det give større prestige at vinde den klasse.

Corvette Racing's nye GT2 racer skal udvikles på den helt nye generation af Chevrolet Corvette C6.R modellen, der ligesom deres GT1 racer skal køre på biobrændstoffet E85.
Den nye racer vil komme til at ligne de nuværende GT1 racere meget, hvis man ser bort fra vingernes og spoilernes størrelse.
På den tekniske side er det ud med blandt andet kulfiber bremserne og tilbage med stålskiverne, ligesom motoren bliver i en mildere tuningsgrad.

2009 bliver et overgangsår, hvor Corvette Racing bliver ene om at køre med de nye GT2 racere, mens det er planen at bilen til 2010 sæsonen er så færdigudviklet at den kan sælges som kundebil til interesserede teams.
Og netop det med udviklingen af en ny racer er noget der tager tid, og meget finder man først ud af under løbene, uanset hvor meget man beregner og tester - det er en langsommelig proces, som er svær at forcere.

Udviklingen af GT2 raceren er allerede i gang, men Doug Fehan fra Corvette Racing forventer ikke at bilerne når at blive klar til åbningsløbet på Sebring i marts 2009, sandsynligvis bliver de først klar til sæsonens 6. løb på Mid Ohio den 8. august, selv om det er planlagt at de skal køre deres første testkørsler allerede midt i november.

Det betyder dog ikke at Corvette Racing's kørere, inklusiv Jan Magnussen, kan holde fri hele foråret.
"Dels er der et omfattende testprogram der skal gennemføres, og dels deltager vi med GT1 modellen i to af ALMS løbene, det er på Sebring i Florida, samt løbet på Long Beach i Californien" - udtaler Jan Magnussen til Motorsporten.dk - "derudover kører vi med GT1'eren på Le Mans."

12-timers åbningsløbet på Sebring, er en vigtig del af forberedelserne til Le Mans 24-timer løbet, og derfor en naturlig del af Corvette Racing's program for 2009.
Omkring valget om også at deltage i gadeløbet på Long Beach ved Los Angeles siger Jan Magnussen, at deltagelsen sker på baggrund af at deres storsponsor CompuWare, har stærke relationer der.

I GT2 klassen får Corvette racerne konkurrence fra mange forskellige fabrikater som blandt andet:
Porsche, Ferrari, BMW, Panoz, Aston Martin, Dodge og Ford.
Mange af dem med mange års erfaring i klassen, og specielt Ferrari og Porsche der tidligere har delt mesterskaberne mellem sig, bliver hårde konkurrenter at komme op imod.

Selv om en Corvette er en Corvette, så er springet fra en GT1 til en GT2 bil nok større end de fleste kan forestille sig, derfor er Doug Fehan fra Corvette Racing da også yderst realistisk omkring forventningerne til den nye racer:
"Forvent ikke at vi bare kommer og dominerer med det samme, for det sker ikke. Klassen favoriserer biler med hæk- eller centermotor, så vi ved at det bliver en stor udfordring for os at stille op med en bil med frontmotor, men vi er forberedt på at møde disse udfordringer. De to første år i GT1 klassen var meget problemfyldte, det tog os noget tid at komme op i fart, og vi kan forvente det samme med GT2'erne."

American Le Mans Series sæsonen starter på Sebring den 21. marts, hvor 12-timers løbet markerer det 100. løb i serien - det bliver ikke alene en spændende sæsonstart, men også lidt af et jubilæum der skal fejres på banen.


Jan Magnussen i GT1 Corvetten på Sebring 2008.
(Foto: Motorsporten.dk)

Skulle du selv få lyst til at overvære sæsonpremieren på Sebring i marts 2009, og se Jan Magnussen i GT1 Corvetten en af de sidste gange den kører, er der nu mulighed for det. Du kan købe en skræddersyet rejsepakke til Florida - 10 dage i sol og varme med 12-timers løbet som turens højdepunkt - denne rejse arrangeres af Motor Sports Rejser, turen til Florida har afrejse den 14. marts og hjemkomst den 24. marts.


Hr. Nielsen

Læs alt om 12-timers løbet på Sebring i 2008.
Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing
  • Le Mans
  • Long Beach
  • Sebring
  • 09/03/21 - Sebring - ALMS
  • 09/06/13 - Le Mans - Le Mans
  • 11 ALMS løb i 2009
  • Corvette Racing fortsætter i GT racing
  • Jan Magnussens Corvette team offentliggør nye planer
  •