Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Asian Le Mans Series

Mikkel Jensen vil sikre pokaler i Asian Le Mans Series

Asian
LMS 

13/11/26 

Asian Le Mans Series Mens han venter på sin Hypercar-debut med McLaren i 2027, tager den danske racerkører hul på endnu et mesterskab, når han stiller op til premieren på Asian Le Mans Series med United Autosports den kommende weekend.
 


(Foto: United Autosports)

Mikkel Jensen er klar til endnu en sportsvognssæson, når 2026/2027-udgaven af Asian Le Mans Series skydes i gang på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig denne weekend. Den danske McLaren-fabrikskører fortsætter samarbejdet med United Autosports, hvor han igen skal dele en LMP2-racer med canadiske Phil Fayer og australske Hunter McElrea.


(Foto: United Autosports)

Trioen kender hinanden fra årets udgave af det amerikanske IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor Jensen og holdkammeraterne trods flere lovende præstationer ikke fik de resultater, de havde håbet på. Nu får de mulighed for at fortsætte samarbejdet i et nyt mesterskab.

– Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og få noget mere tid i bilen sammen med Phil (Fayer, red.) og Hunter (McElrea, red.). Det er fedt at være tilbage med det samme crew, og efter en IMSA-sæson, som ikke helt gik vores vej, føler vi også, at vi har noget uafsluttet arbejde. Vi kender hinanden godt efterhånden, så forhåbentlig kan vi bygge videre på det og få nogle gode resultater, fortæller Mikkel Jensen.


(Foto: United Autosports)

Asian Le Mans Series afvikles som navnet mere end antyder normalt på racerbaner i Asien, men på grund af de fortsatte uroligheder i Mellemøsten er 2026/2027-sæsonen ekstraordinært flyttet til Europa og promoveres også under navnet Winter Le Mans Series. Mesterskabet består dog som tidligere af seks firetimersløb fordelt på tre weekender i Frankrig, Spanien og Portugal.

– Jeg har altid været stor fan af Asian Le Mans Series, især fordi formatet med to langdistanceløb på samme weekend giver rigtig meget ræs på relativt kort tid. Samtidig er det fedt at fortsætte samarbejdet med Phil, som er en dygtig og ambitiøs bronzekører med et stort potentiale. Jeg havde nogle gode sæsoner med Steven Thomas, og nu er jeg på en lignende rejse med Phil, hvor vi arbejder på at udvikle os og opnå nogle stærke resultater sammen, lyder det fra danskeren.


(Foto: United Autosports)

Premieren på Circuit Paul Ricard bliver dog en anderledes oplevelse end de varme og eksotiske forhold, som normalt forbindes med Asian Le Mans Series. Efterårskulden og dårligt vejr har allerede sat sit præg på forberedelserne, hvor teamet måtte opgive en planlagt test tidligere på ugen.

– Det bliver selvfølgelig noget andet at køre vinterløb på europæiske baner. Vejret har allerede drillet os, og vi fik slet ikke gennemført vores planlagte test, fordi forholdene var for dårlige. Men det er jo ens for alle, og heldigvis ser vejrudsigten bedre ud for weekenden. Det er svært at sige præcis, hvor vi står, men ambitionen er helt klart at få nogle pokaler med hjem fra mesterskabet, fortæller Mikkel Jensen.


(Foto: United Autosports)

For danskeren bliver vinterprogrammet samtidig en vigtig del af forberedelserne til 2027, hvor han efter en sæson uden deltagelse i FIA World Endurance Championship vender tilbage til sportsvogns-VM som en del af McLarens nye Hypercar-program.

– Det betyder meget at få mulighed for at køre ræs hen over vinteren, især når jeg ikke har kørt VM i år. Jeg vil gerne have så meget køretid som muligt, og det er samtidig en rigtig god måde at holde sig skarp på inden næste sæson, hvor vi skal i gang med et helt nyt kapitel med McLaren i Hypercar-klassen. Det ser jeg virkelig frem til, slutter Mikkel Jensen.


(Foto: United Autosports)

Første afdeling af Asian Le Mans Series afvikles den kommende weekend på Circuit Paul Ricard. Begge weekendens firetimersløb starter klokken 13.15 dansk tid, henholdsvis lørdag den 14. og søndag den 15. november og kan følges live på YouTube.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj