 (Foto: Ferrari Media)
Der var højt humør i Ferrari-lejren, da Nicklas Nielsen og holdkammeraterne Antonio Fuoco og Miguel Molina krydsede målstregen som vindere af femte afdeling af årets FIA World Endurance Championship i Austin i sidste måned. Det var Nielsen, som kørte bilen over målstregen og sikrede Ferrari-fabriksholdets første VM-sejr i 2026 – og nu er blikket rettet mod næste udfordring.
 (Foto: Ferrari Media)
Weekendens sekstimersløb på Fuji Speedway bliver dog en ganske anderledes opgave end løbet i Texas. Den japanske racerbane har historisk ikke været blandt de baner, som passer bedst til Ferrari 499P, og sidste års udgave endte med en skuffende 12.-plads for den dansk-italienske-spanske trio. Det betyder dog ikke, at ambitionerne er sænket denne gang.
– Vi har endnu ikke opnået de store resultater med 499P på Fuji, men det samme kunne vi tidligere have sagt om en bane som São Paulo. I år havde vi et stærkt løb dér, hvor vores teamkammerater i nummer 51 sluttede på andenpladsen. Derfor går vi ind til denne weekend med samme tilgang. Vi skal køre et fejlfrit løb og forsøge at tage så mange point med hjem som muligt, lyder det fra Nicklas Nielsen.
 (Foto: Ferrari Media)
Inden weekendens VM-afdeling holder Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina en foreløbig syvendeplads i kørernes VM-stilling, mens triumfen i Austin var med til at sende Ferrari op på en foreløbig tredjeplads i konstruktørmesterskabet.
– Vi kommer samtidig til Japan efter den fantastiske sejr i Austin, som var et meget vigtigt resultat for både vores crew og hele teamet inden årets sidste tre løb. Vi ved som sagt, at Fuji tidligere har været en vanskelig bane for os, men som altid vil vi gøre vores bedste for at fortsætte den positive udvikling, som gav os en sejr i USA, tilføjer danskeren.
 (Foto: Ferrari Media)
Årets 6 Hours of Fuji afvikles skydes i gang søndag den 27. september klokken 11.00 lokal tid (04.00 dansk tid). Eventet kan følges live på TV 2 Play, Eurosport eller FIA WEC TV.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Nicklas NielsenFuji27/09/26 - Fuji - FIA WEC - FIA VM |