Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula GT Challenge

Mestrene skal findes på Jyllandsringen

Formula GT
Challenge 

25/09/26 

Intet er afgjort før sæsonfinalen i Formula GT Challenge, hvor flere kørere stadig er med i kampen om titlerne i begge klasser, når det skandinaviske Ferrari-mesterskab gæster FDM Jyllandsringen denne weekend.
 


(Foto: Formula GT Challenge)

Efter en sæson med tæt, intenst og actionfyldt ræs på baner i både Danmark, Norge og Sverige er Formula GT Challenge klar til den store finale. Femte og sidste afdeling af 2026-mesterskabet afvikles den kommende weekend, hvor et stort felt af Ferrari-racere fra både Danmark, Norge og Sverige er klar til at kæmpe om årets sidste point.

Finalen afvikles som en del af den traditionsrige Finaleweekend på FDM Jyllandsringen, hvor en lang række danske motorsportsmesterskaber hvert år finder deres vindere. Og også i Formula GT Challenge skal mestrene findes i to klasser: Generalklassementet Trofeo Pirelli, som domineres af de nyeste Ferrari 296 Challenge-modeller, samt Coppa Formula for 488 Challenge og ældre modeller.


(Foto: Formula GT Challenge)

I Trofeo Pirelli er tre biler fortsat med i kampen om den samlede 2026-titel. Svenske Christian Appelberg ankommer til Jyllandsringen som mesterskabsfører med 84 point, men lige bag ham følger den forsvarende danske mester Andreas Borris med 78 point. Christian Nielsen og Frederik Nielsen, som deler deres Ferrari 296 Challenge, er ligeledes med i kampen på tredjepladsen med 74 point. De tre biler har efter en stærk sæson allerede sikret sig pladserne på mesterskabspodiet – spørgsmålet er blot, hvem der skal stå øverst. Med 16 point på spil i hvert af weekendens tre heat er intet afgjort på forhånd.

Også i Coppa Formula er der lagt op til en tæt titelkamp. Unge danske Christian Crone fører klassen med 113 point, men landsmanden Ulrich Thomsen følger tæt efter med 96 point. Thomsen kommer samtidig til finalen med stærkt momentum efter at have ryddet bordet med tre heatsejre i seneste afdeling på Rudskogen i Norge. Længere tilbage skal svenske Thomas Belfrage og danske Maciej Walenda kæmpe om tredjepladsen i mesterskabet.


(Foto: Formula GT Challenge)

– Det bliver en ægte finaleweekend, hvor intet er afgjort på forhånd. Flere kørere har gjort det enormt godt i denne sæson, hvor vi har set masser af løb med tætte kampe. Med de foreløbige stillinger er spændingen skruet helt i top, både for kørerne, teams og ikke mindst tilskuerne. Samtidig er vi en del af den traditionsrige Finaleweekend på FDM Jyllandsringen, hvor en lang række mesterskaber skal afgøres, så vi glæder os til en weekend med masser af spænding og entusiasme både i paddocken og på tribunerne, lyder det fra Race Promoter hos Formula Automobile, Chresten Hansen.

Ægte Formel 1-racer i paddocken

Der bliver som sædvanligt rigeligt at kigge på for både motorsportsfans og Ferrari-entusiaster. Finaleweekendens felt byder på et blandet udvalg af racerbiler fra Maranello med eksemplarer af både Ferrari 296 Challenge, 488 Challenge, 488 GT3 og 458 Challenge på startlisten.

Samtidig har Formula GT Challenge traditionen tro sit eget dedikerede område i paddocken, hvor publikum kan komme tæt på bilerne og følge teamenes forberedelser i garagerne. Og som en særlig markering af sæsonfinalen udstilles en Ferrari Formel 1-racer fra 2017-sæsonen, som har været kørt af den tidligere Formel 1-verdensmester Kimi Räikkönen.


(Foto: Ferrari Media)

En billet til hele weekenden koster 200 kroner, mens en billet til søndagens løb koster 150 kroner. Billetter kan købes på forhånd i FDM Jyllandsringens webshop. Alle tribunepladser er gratis for tilskuere under hele finaleweekenden.

TIDSPLAN

Formula GT Challenge
Afdeling 5, FDM Jyllandsringen


Lørdag 26. september
14.30 – Kvalifikation (15 min)

Søndag 27. september
11.50 – Heat 1 (20 min + 1 omgang)
14.10 – Heat 2 (20 min + 1 omgang)
16.00 – Heat 3 (20 min + 1 omgang)

Information om Formula GT Challenge findes her.

Formula GT Challenge


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 27/09/26 - Jyllandsringen - Formula GT Challenge
  •