Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Banebrydende visioner fra Crewe: Den nye Bentley Torcal

Bil nyt 
24/09/26 

Bentley har løftet sløret for mærkets første fuldt elektriske model. Den nye Torcal kombinerer et helt nyt designsprog og op til 888 hestekræfter med en række nye teknologier, som skal løfte både komforten og køreoplevelsen til et nyt niveau.
 


(Foto: Bentley Media)

Det er begyndelsen på et helt nyt kapitel i Crewe. Med verdenspremieren på den nye Torcal har Bentley præsenteret mærkets første fuldt elektriske model, som samtidig bliver den fjerde modelrække i programmet ved siden af Continental GT, Flying Spur og Bentayga.

Torcal er udviklet fra bunden som en elektrisk luksus-SUV og introducerer et helt nyt designsprog, nye teknologier og en række innovative materialer. Samtidig viderefører modellen Bentleys mere end 100 år gamle tradition for at kombinere imponerende præstationer med kompromisløs komfort og eksklusivt britisk håndværk. Torcal er således først og fremmest en Bentley, men markerer samtidig retningen for mærkets kommende modeller, hvor både design, teknologi, håndværk, materialer og bæredygtighed skal sætte nye standarder – uanset drivlinje.


(Foto: Bentley Media)

“I 107 år har Bentley skabt nogle af verdens mest komplette biler med ubesværet performance, enestående komfort, udsøgt britisk håndværk, de bedste materialer og lyd med sjæl. Vores nye Torcal sætter ekstraordinære standarder på alle de områder, som betyder noget,” lyder det fra CEO hos Bentley Motors, Dr. Frank-Steffen Walliser.

En helt ny designfilosofi

Den nye Torcal er skabt af Bentleys eget designteam i Crewe. Resultatet er en lav og elegant SUV med markante proportioner og et helt nyt designsprog, som både trækker på mærkets historie og peger mod fremtidens Bentley-modeller.

“Når vi designer en Bentley, tager vi udgangspunkt i, hvordan mennesker naturligt opfatter et objekt. Man oplever ikke en bil på én gang. Der er en bestemt rækkefølge i det, man ser og opfatter, og den beskriver vi gennem fire forskellige niveauer,” forklarer Design Director hos Bentley Motors, Robin Page.


(Foto: Bentley Media)

Det første niveau handler om proportionerne. Den lange akselafstand, de korte overhæng og den opretstående front skaber et kraftfuldt udtryk, som understreges af en lang motorhjelm og en karakteristisk lyssignatur. Fronten er blandt andet inspireret af historiske modeller som Continental T og domineres af et nyt, illumineret kølergitter med Bentleys karakteristiske diamantmønster.

Det næste niveau handler om bilens grafiske elementer, som skaber identitet og karakter, mens det tredje fokuserer på karrosseriets skulpturelle former og samspillet mellem overflader og lys. Bagtil er designet holdt enkelt med brede skuldre over baghjulene og en kabine, som bliver smallere mod bagenden. Det skaber et kraftfuldt udtryk, som Bentleys designere selv beskriver som et hvilende rovdyr – en kombination af styrke og tilbageholdt energi.

Det fjerde og sidste niveau handler om detaljerne. Her går Bentleys karakteristiske diamantmønster igen i en lang række elementer både udvendigt og indvendigt, hvor det mere end 100 år gamle Bentley-motiv er blevet fortolket på nye måder. Torcal bliver desuden den første serieproducerede Bentley med mærkets nye og moderniserede vingelogo, som blev præsenteret sidste år.

Yderst ubesværet fremdrift

Torcal er ikke blot Bentleys første fuldt elektriske model. Den er samtidig den kraftigste serieproducerede Bentley nogensinde. Den elektriske drivlinje består af to kraftfulde elmotorer, som tilsammen leverer op til 888 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på hele 1.350 newtonmeter – mere end nogen tidligere Bentley.


(Foto: Bentley Media)

Disse mægtige kræfter gør Torcal i stand til at accelerere fra nul til 100 kilometer i timen på blot 2,9 sekunder, hvilket også gør den nye model til den hurtigst accelererende Bentley fra stilstand i mærkets historie. De imponerende præstationer er dog ikke udviklet med henblik på at levere de mest ekstreme accelerationstal. Ingeniørerne har bevidst afstemt kræfterne, så accelerationen forbliver inden for de komfortmæssige rammer, som kunderne forventer af mærkets luksuriøse GT-modeller.

Drivlinjen er udstyret med en elmotor på hver aksel. Den forreste motor har et åbent differentiale, mens den bageste er forsynet med et spærredifferentiale med flerpladekoblinger på begge udgående aksler. Det giver mulighed for præcis fordeling af kræfterne og bidrager til bilens dynamiske egenskaber.

Energien leveres af et højvoltsbatteri, som med en nettokapacitet på 113 kilowatttimer giver Torcal en rækkevidde på op til 600 kilometer. En 800-volts-arkitektur og en ladeeffekt på op til 400 kilowatt (DC) betyder, at batteriet under optimale forhold kan oplades fra 10 til 80 procent på under 20 minutter, mens blot syv minutters opladning kan tilføre yderligere 161 kilometers rækkevidde. Batteriet er dækket af en garanti på 10 år eller 160.000 kilometer.

To forskellige versioner fra start

Den nye Bentley Torcal lanceres i to forskellige versioner: Torcal og den mere sportslige Torcal S. Torcal leverer 821 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 1.194 newtonmeter, en acceleration fra nul til 100 kilometer i timen på 3,4 sekunder samt en elektronisk begrænset topfart på 250 kilometer i timen.


(Foto: Bentley Media)

Torcal S skruer yderligere op for præstationerne med 888 hestekræfter og 1.350 newtonmeter, når Launch Control-funktionen er aktiveret. Her tager det blot 2,9 sekunder at nå de første 100 kilometer i timen, mens topfarten er 260 kilometer i timen.

“Torcal repræsenterer noget nyt og efter min mening helt unikt. Vi har lagt stor vægt på at sikre, at den først og fremmest er en ægte Bentley, hvor teknologien understøtter oplevelsen frem for at dominere den. Fra luksus og komfort til raffinement og ubesværet performance løfter Torcal alle de egenskaber, som definerer en Bentley, til et helt nyt niveau,” lyder det fra Product Line Director for Bentley Torcal, Martin Page.

Læs mere om den nye Bentley Torcal hos Semler Premium.

 Semler Premium