 (Foto: Lionspeed GP)
Målet blev nået for Bastian Buus, som i den forgangne weekend sammen med sin teamkammerat hos Lionspeed GP, Ricardo Feller, kørte sig til tops i mesterskabsstillingen i GT World Challenge Europe Sprint Cup. Dermed står den danske Porsche-fabrikskører nu med de bedste kort på hånden i titelkampen i det ultrahårde GT3-mesterskab, som afgøres i Barcelona i næste måned.
 (Foto: Lionspeed GP)
Det stærke resultat kom på trods af, at Porsche-duoen gik tomhændet fra weekendens første ræs på grund af en straf, som sendte holdet fra en fjerdeplads og helt ud af pointene. Til gengæld blev der kompenseret kraftigt i weekendens andet ræs, hvor Buus og Feller sluttede på en stærk andenplads – blot tre sekunder efter den vindende bil – og dermed kørte sig helt op i spidsen af tabellen.
– Det var et vigtigt comeback! Det her mesterskab handler ikke nødvendigvis om at komme på podiet i alle løb, men om at komme fra weekenderne med så mange point som muligt. Det lykkedes for os, og derfor står vi nu i den bedst mulige position inden finalen i Barcelona. Der er bestemt intet, som er vundet endnu, men vi er klar til kamp, lyder det fra Bastian Buus.
 (Foto: Lionspeed GP)
Og netop kampen om Sprint Cup-titlen er usædvanligt tæt. Inden sæsonfinalen fører Buus og Feller kørermesterskabet med 59 point, mens de nærmeste konkurrenter følger efter med 53 point. Med 35 point tilbage at kæmpe om er intet derfor afgjort, og matematisk er hele 16 kørere fortsat med i kampen om mesterskabstitlen. Femte og sidste afdeling af Sprint Cup-mesterskabet afvikles på Circuit de Barcelona-Catalunya den 3.-4. oktober.
 (Foto: Lionspeed GP)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusZandvoort20/09/26 - Zandvoort - GT World Challenge Sprint |