 (Foto: FIA Arrive and Drive Asia-Pacific)
Signe Pejs Ørnbøll er netop kommet tilbage fra en to uger lang gokart-tur, som begyndte med DIF DM i IAME X30 Senior og fortsatte med en tur til FIA Arrive and Drive Asia-Pacific i Macau.
Og momentum? Begge dele endte med titler!
- Jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig, at alt det her lykkedes. Det er faktisk først nu, jeg rigtigt har fået tænkt over, hvor vilde de sidste par uger har været, siger Signe Pejs Ørnbøll med et smil. Hun tilføjer:
- Jeg har kæmpet i årevis for at vinde guldet til DIF DM, og det var en sindssygt fed oplevelse at vinde det. Jeg har kørt DIF DM tre gange, og har nu hele sættet - første gang fik jeg bronze, sidste år sølv, og nu lykkedes det langt om længe at få guldet med hjem. Men der var dårligt nok tid til at fejre DM-guldet, for allerede dagen efter sad vi i flyet mod Macau - så det har været nogle travle uger, siger Signe Pejs Ørnbøll.
 (Foto: FIA Arrive and Drive Asia-Pacific)
Dobbelt danmarksmester
Det giver en 2026-sæson, som allerede har kastet to DM-titler af sig. I juni vandt Signe Pejs Ørnbøll DM-titlen i Rotax Senior, og lægger man det sammen med DM-titlen under DIF, så har hun i år gjort rent bord i seniorkategorien på dansk jord. Læg dertil sidste weekends Asia-Pacific-titel fra Macau, og du har et meget succesfuldt år:
- Det er helt vildt. Jeg har jo bare kørt rundt og haft min egen, lillebitte drøm om at blive den bedste i seniorkart. Nu er jeg det! Det giver virkelig motivation til at kæmpe videre, og jeg håber, at det kan blive til et succesfuldt skifte til biler, forklarer den nu dobbelte danmarksmester.
 (Foto: FIA Arrive and Drive Asia-Pacific)
En hårdt tilkæmpet titel
FIA Arrive and Drive-mesterskabet i Macau blev på mange måder en hård nød at knække. Seriens format er - som navnet antyder - at man kører i helt ens grej. Derfor er kørerens opgave endnu vigtigere end den plejer. Her er ikke noget stort team eller mange forberedelser i baggrunden. Du møder op, trækker lod om gokarterne, og så kører du.
Men omstillingen gik godt, og Signe endte ud med at starte finalen som nummer to. Og så kom regnen:
- De ender så med at udskyde starten, fordi det bliver virkelig dårligt vejr. Det tog alle lidt på sengen, så jeg skulle hurtigt finde ud af at køre stærkt, selvom min gokart ikke var sat rigtigt op til forholdene, fortæller Signe.
Gearingen passede slet ikke, men Signe var med fremme alligevel. Efter 14 af 21 omgange forsvinder Signes føring, for en konkurrent udnytter at have en bedre gearing og derfor mere fart - og sådan fortsatte det til målstregen.
- Jeg tænkte det var løgn, at jeg skulle sidde der og se sejren glide ud af hænderne på mig, nu det egentlig gik rigtig godt hele weekenden. Jeg fik det ternede flag som nummer to og tænke, at det hele var lidt af en skuffelse.
Men lykken skulle vende. Fronten var trykket ind på den vindende kart - og det giver en straf på fem sekunder. Og med straffen var Signe Pejs Ørnbølls anden titel på to uger pludselig en realitet:
- Jeg sidder i køen og kan se, at de skal hen og skrive under på et eller andet. Det undrede jeg mig først over, men finder så ud af, at der er ved at blive givet en straf. Det var noget af en overraskelse, men straffen blev givet, og jeg endte som ny vinder. Det var en lidt syret måde at ende weekenden på, afrunder hun.
Med til sejren i Macau følger også en invitation til VM i FIA Arrive and Drive Karting, og Signe skal derfor også til Malaysia i november for at dyste om VM-titlen.
Niklas Majgaard Boxengasse.dk |