| To timelange løb for MHO Danish Endurance Championship er på programmet ved weekendens Night Race på Padborg Park – sæsonens femte weekend i DEKRA Danish Supercar League. Intet er endnu afgjort i de vigtigste divisioner, men løbene i det sønderjyske fredag og lørdag kan blive et pejlemærke om, hvem der ved efterårets Danish Motorsport Award skal stå med den største pokal.
 Løbene i MHO Danish Endurance Championship byder på kampe i kampene. Her kæmper Aarhus Tech Racing (#155) mod Mads Madsen Racng (#131), men Kristian Rytter Motorsports Mercedes (#630) nærmer sig. (Foto: Grippo)
En af de divisioner, hvor der ikke falder en forhåndsafgørelse ved Night Race, er i division 4, der typisk tæller TCR- og Mitjet-racere. Her er der nemlig to mandskaber, som står a point.
I sin blå og sorte Mitjet-racer har Thue Henriksen, Ikast, taget tre divisionssejre, mens Lukas Kent og Nicolai S. Jonas, Herning/København, har scoret en enkelt i deres Cupra TCR-racer fra Sally Racing. Men at der er tale om en division, hvor alt virker til at kunne ske, understreges af, at sæsonens fire øvrige divisionssejre er blevet erobret af fire andre teams!
 Sally Racing (#401) og TH Competion (#454) står a point i div. 4. (Foto: Grippo)
De lidt langsommere divisioner 1 og 3 har udviklet sig til at blive dueller mellem to teams. Aarhus Tech Racing med Magnus Secher Mortensen og Christian Trælle Simonsen, Viby J/Ryomgård, bag rattet vandt division 1 med et halvt point sidste år, men jagter i år de tidligere mestre fra HH Racing, Jesper Holmegaard Holst/Rasmus Holmegaard Holst, Odense/Broby. I division 3 står duellen mellem AS Rallys Racings Alex Siersbæk, Skjern, og WW Racing med Werner Wounlund, Ishøj, som den primære chauffør.
Det bliver dog sandsynligvis i de hurtigere division 5 og 6, at de generelle vindere af weekendens to langdistanceløb skal findes. Erik Poulsen/Marco Garst, Varberg/Helsinge, vandt sidste gang i deres Radical SR3 i division, hvor Michael Nielsen, Vejle, fører tabellen an i sin Porsche 718 Cayman GT4. Division 6 tæller denne gang en Ferrari, en Porsche, en Lamborghini og hele to Mercedes AMG GT3, nemlig de eksemplarer fra dels Kristian Rytter Motorsport, dels Mascot Motorsport, som vandt ved Nordic Antirust Grand Prix Danmark.
Læs alt om Night Race på https://www.danishsupercarleague.dk/night-race-padborg-park, hvor du kan se tidsplaner og praktiske informationer.
Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på driverszone.danishsupercarleague.dk/shop, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge lørdagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.
MHO Danish Endurance Championship Læs mere om: Padborg Park05/09/26 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |