| Den danske motorsportssæson er inde i sin afgørende fase, og i den kommende weekend gælder det Night Race på Padborg Park.
 (Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)
I Super GT er Martin Andersen og Simon Seiersen begge med i kampen om mesterskabet, og efter en stærk indsats ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen er målet igen at være med helt fremme. For Martin Andersen er ambitionen klar. Den forsvarende mester vandt sæsonens åbningsløb på Padborg Park tilbage i april, og han har desuden vundet Night Race to gange tidligere.
”Der er ikke så meget at snakke om. Jeg tager til Padborg for at vinde. Alle kører egentlig stærkt på Padborg Park, fordi det er en bane, hvor der testes meget. Alligevel ligger den rigtigt godt til min kørestil. Kombinationen af hårde nedbremsninger og muligheden for at køre alternative linjer gennem flere af svingene giver gode muligheder for at overhale, og det passer mig rigtigt godt,” siger Martin Andersen.
Seiersen jagter endnu et podie
 (Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)
Teamkammeraten Simon Seiersen kommer til Padborg Park som nummer tre i den samlede stilling efter sin hidtil bedste sæson i Super GT.
”Jeg har et klart mål om at komme på podiet på Padborg Park. Jeg kan virkelig godt lide at køre på Padborg Park, og jeg blev nummer tre i åbningsløbet i april, så jeg ved, at jeg har farten til at køre med om sejren,” siger Simon Seiersen.
Night Race er næstsidste afdeling af årets Super GT-mesterskab, og dermed spidser kampen om både kører- og holdmesterskabet til. Teamchef Henrik Lundgaard lægger ikke skjul på, at Selected Car Racing har brug for en stærk weekend for at skabe det bedst mulige udgangspunkt inden sæsonfinalen i oktober.
”Vores kørere skal levere på samme niveau, som de gjorde på Jyllandsringen til Grand Prix Danmark. Vi skal være helt fremme og hente mange point, så vi har en reel mulighed for at tage både den individuelle titel og holdmesterskaber, når sidste runde afvikles til oktober,” siger Henrik Lundgaard, der er teamchef i Selected Car Racing.
Mens der fortsat resterer endnu en afdeling i Super GT efter Night Race, skal mesterskabet i Special Saloon afgøres på Padborg Park.
Her står Selected Car Racing med et stærkt udgangspunkt. Magnus Kastberg Jensen er blot 13 point efter teamkammeraten Christian Brunsborg inden den afgørende afdeling.
Samtidig forventer Magnus Kastberg Jensen hård modstand fra blandt andre den lokale profil Ole Petersen.
”Det er nu, det skal afgøres, og det skal nok blive godt ræs. Ikke mindst fordi Ole Petersen, der kommer fra lokalområdet, også er til start. Han plejer at være rigtig stærk på Padborg Park, så jeg skal være helt skarp,” siger Magnus Kastberg Jensen inden sæsonens sidste løb.
Night Race på Padborg Park køres lørdag den 5. september.
Selected Car Racing
Læs mere om: Christian BrunsborgMagnus Kastberg JensenMartin AndersenSimon SeiersenSelected Car RacingPadborg Park05/09/26 - Padborg Park - Special Saloon05/09/26 - Padborg Park - Super GT Danmark |