Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Marius overvandt tekniske problemer og sluttede Spa med klassesejr

Sportscar racing 
26/08/26 

De manglende træningsomgange gjorde debuten på Spa-Francorchamps ekstra vanskelig, men Marius Kristiansen fandt farten og afsluttede weekenden med en samlet 10.-plads og sejr i Pro/Am-klassen.
 

Opgaven på Spa-Francorchamps var på forhånd stor. Uden en forudgående test havde Marius Kristiansen kun to korte træningspas til at lære den krævende syv kilometer lange racerbane at kende. Tekniske problemer gjorde dog udfordringen endnu større.


(Foto: Ligier Europeans Series)

I den første træning manglede bilen både tredje og fjerde gear, og Marius fik derfor kun begrænset udbytte af sine allerførste omgange på den legendariske bane.

Teamet arbejdede hårdt på at skifte gearkassen og fik bilen klar blot seks minutter før den anden træning. Men en defekt olieslange førte til en lækage af gearolie, og de syv omgange blev derfor også præget af problemer.

”Det var selvfølgelig frustrerende, fordi træningerne var min eneste mulighed for at lære banen inden kvalifikationen. Teamet arbejdede virkelig hårdt for at få bilen klar, men problemerne betød, at jeg ikke kunne presse den rigtigt. Min første rigtige tur gennem Eau Rouge med fuld fart måtte derfor vente lidt endnu” fortæller Marius.


(Foto: Ligier Europeans Series)

Kvalifikationen forløb til gengæld uden problemer. For første gang kunne Marius for alvor presse bilen og sætte flueben ved oplevelsen af at køre gennem Eau Rouge og Raidillon med mere end 200 km/t.

Han satte indledningsvis en tid, der placerede ham som nummer tre, men et rødt flag afbrød kvalifikationen. Marius nåede dermed én hurtig omgang færre end flere af konkurrenterne og sluttede som nummer fem.

”Jeg var godt tilfreds med min tid. Det var reelt første gang i weekenden, jeg kunne presse bilen og begynde at få banen rigtigt ind under huden. Jeg satte en P3-tid, men det røde flag kostede mig muligheden for at forbedre den. Alligevel var P5 et fornuftigt udgangspunkt med den optakt, vi havde haft” siger han.


(Foto: Ligier Europeans Series)

Marius startede i bilen til lørdagens løb. Efterhånden som løbet skred frem, fik han mere erfaring med både bilen og banen. En vanskelig balance i bilen gjorde det dog svært at finde den helt rigtige rytme, og en sivende punktering gjorde ikke opgaven lettere.

Til søndagens løb ændrede teamet bilens opsætning, og det gav en mærkbar forbedring. Dominique Bastien startede løbet, inden Marius overtog bilen til det afsluttende stint.

Her leverede danskeren et fejlfrit stint og fandt mere og mere fart, efterhånden som omgangene gik. På de sidste fem omgange viste han for alvor sit tempo og kørte bilen frem til en samlet 10.-plads, med stærke omgangstider, Samtidig sikrede makkerparret sejren i Pro/Am-klassen.


(Foto: Ligier Europeans Series)

”Bilen var markant bedre søndag, synes nu stadig der manglede lidt i balancen, men jeg blev mere og mere dus med banen gennem hele mit stint. På de sidste fem omgange kunne jeg virkelig begynde at banke nogle stærke tider ud. Det var fedt endelig at få mulighed for at vise farten og samtidig køre bilen frem til en samlet 10.-plads og sejr i Pro/Am-klassen” siger Marius.

”Det kom til at ramme mig, at ingen af træningerne blev rigtig brugbare. Derfor kunne jeg godt mærke, at vi havde måtte give afkald op testen op til løbet. Men opgaven var at lære og få tillid til den hurtige Spa-bane og finde konkurrencedygtige tider, og det lykkedes. Jeg tager en masse værdifuld erfaring med videre” afslutter Marius Kristiansen.

Næste afdeling af Ligier European Series køres den 11.-12. september på Silverstone. Her vender Marius tilbage til en bane, hvor han allerede har gennemført en vellykket test – og derfor møder han næste udfordring med et helt andet udgangspunkt.

Marius Kristiansen Racing


Læs mere om:
  • Marius Kristiansen
  • Marius Kristiansen Racing
  • Spa-Francorchamps
  •