 (Foto: Grippo)
Siden sit motorhavari for blot en uge siden har Claus Møller Jensen haft travlt med at gøre en ny motor klar og montere den i sin Honda S2000. Det lykkedes - men allerede efter tidtagningen måtte nordjyden kaste håndklædet i ringen; den nye motor havde en defekt, som gjorde det umuligt at gennemføre weekenden.
Det betød til gengæld, at Tom Jørgensen og Morten Laulund Straarup måtte stå for underholdningen i Evolution-divisionen. Og det gjorde de så. De to BMW’er kæmpede i alle tre heat, hvor Straarups hvide eksemplar først i finaleheatet lykkedes med at komme forbi Jørgensens blå og orange.
Light-klassen så ud til at blive weekendens største kilde til underholdning med en masse biler tilmeldt. Et ærgerligt uheld i første løb sendte Rasmus Moth Madsen og Keld Graabæk tidligt hjem med store skader på deres BMW’er. Det eliminerede en stor del af modstanden for Christian Vejby, der med tre sejre hentede en stor portion point til mesterskabet. Kim Morgan Jensen var en stabil to’er weekenden igennem, mens Jan Vestergaard i Peugeot 307 fik en enkelt tredjeplads, hvor Jens D. Abrahamsson tog to af dem med sig efter at være udgået fra søndagens første løb.
 (Foto: Grippo)
Jimmy Bob Søgaard Jensen fik også en afkortet oplevelse af årets Grand Prix Danmark, da han måtte udgå med skader på bilen i slutningen af første heat. Her var det til gengæld Brian Jakobsen i sin klassiske Toyota Corolla, der tog førstepladsen med et stort forspring til Jørn Støvring og Bjørn T. Andersen. Lasse Genz måtte også udgå i det uheld, som på første omgang sendte Moth Madsen og Graabæk ud af spillet, men Genz kom stærkt igen med sejre i weekendens resterende to løb.
 (Foto: Grippo)
På trods af uheld og et par tidlige hjemsendelser fik TCCD-klassen vist sig godt frem for publikum ved et velbesøgt Grand Prix Danmark. Nu er der en måneds ventetid, før sæsonen afsluttes samme sted ved DM-finalen på FDM Jyllandsringen den 26-27. september.
Touring Car Championship Denmark Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen23/08/26 - Jyllandsringen - Touring Car Championship Denmark |