Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC GT4 Germany

Victor Nielsen på overarbejde på Nürburgring – kæmpede sig gennem feltet efter dramatisk start

ADAC GT4
Germany 

17/08/26 

Det blev en weekend med masser af dramatik, stærk fart og et stort antal overhalinger for Victor Nielsen, da den danske racerkører var tilbage i ADAC GT4 Germany på Nürburgring. En teknisk defekt sendte danskeren bagerst i feltet allerede på første omgang af lørdagens løb, men derfra leverede han et stærkt comeback gennem det tætte GT4-felt.
 

Allerede i kvalifikationen viste Victor Nielsen, at farten var til stede. Danskeren kvalificerede BMW M4 GT4’eren fra FK Performance Motorsport på ottendepladsen til lørdagens Race 1. Hans hollandske teamkammerat, Gianni van de Craats, kvalificerede sig som nummer 18 til søndagens løb.

Døren sprang op i første sving

Victor startede bilen i lørdagens løb, og ambitionen var klar: Fra ottende startposition skulle der angribes fremad i feltet.

Men allerede i første sving blev opgaven en helt anden.

En wire, der skulle holde bilens venstre dør på plads, sprang, og døren åbnede sig midt i starten. Mens GT4-feltet kæmpede om positionerne gennem Nürburgrings første snævre sving, måtte Victor både styre bilen, skifte gear, forsvare sin position og samtidig forsøge at holde døren lukket.

Trods den kaotiske situation lykkedes det ham endda at avancere en placering og komme ud af de første sving som nummer syv.

“Det var lige lovligt meget at se til i de første sving. Jeg var faktisk ikke helt klar over, hvor jeg var placeret i feltet. Jeg koncentrerede mig bare om at komme igennem starten og sad samtidig og håbede på en safetycar, så vi kunne få gjort noget ved døren,” fortæller Victor Nielsen.

Til Victors held blev safetycaren kort efter sendt på banen. Han kørte direkte i pit efter første omgang, hvor teamet fik tapet døren fast, så han kunne fortsætte løbet. Pitstoppet sendte ham helt ned på 20. pladsen og bagerst i feltet. Takket være safetycar-perioden var han dog fortsat på omgangshøjde med resten af feltet.

“Da safetycaren kom, tænkte jeg med det samme, at vi stadig kunne få et okay resultat ud af dagen. Inden starten handlede det om at angribe og forsøge at komme i top-5. Nu stod vi pludselig sidst, så løbet ændrede fuldstændig karakter. Nu skulle vi helt sikkert fremad.”

Fra P20 til P8 gennem feltet

Da safetycaren forlod banen, begyndte jagten.

Allerede på den første omgang efter genstarten passerede Victor to konkurrenter. Derefter fortsatte han fremrykningen med en række overhalinger gennem det tætte GT4-felt til stor underholdning for tilskuerne på Nürburgring.

Fra P20 arbejdede danskeren sig støt frem gennem feltet, og da han kørte BMW’en ind til det obligatoriske førerskifte, var han nået helt frem på ottendepladsen.

Victor havde dermed hentet 12 placeringer efter pitstoppet på første omgang.

“Det var virkelig fedt race. Selvfølgelig er det sjovere at kæmpe helt fremme, men når situationen nu engang var, som den var, var det fedt at få lov til at angribe hele vejen. Jeg fik sat nogle rigtig gode overhalinger ind, og jeg synes virkelig, vi fik vist den fart, vi havde i bilen.”

Efter førerskiftet overtog Gianni van de Craats BMW’en. Han kunne ikke helt matche det tempo, bilen havde haft tidligere i løbet, og makkerparret krydsede til sidst målstregen på 12. pladsen.

Overhalingsjagten fortsatte søndag

Søndagens løb bød på endnu en stor opgave for de to unge kørere. Fra 18. startposition kørte Gianni BMW’en frem til 14. pladsen, inden Victor overtog bilen til løbets afsluttende stint.

Her fortsatte danskeren jagten op gennem feltet.

Victor fandt hurtigt farten og hentede yderligere placeringer. Igen måtte han kæmpe sig forbi konkurrenterne én efter én, og da det ternede flag faldt, havde makkerparret kørt BMW’en frem til 10. pladsen – otte placeringer bedre end udgangspunktet på startgridden.

“Det var ærgerligt, at vi skulle starte så langt tilbage, for Gianni havde faktisk god fart i sit første stint. Da jeg overtog, kunne jeg fortsætte med at hente placeringer, men desværre var feltet blevet for spredt. Derfor var der for langt op til de næste konkurrenter, da jeg nåede tiendepladsen. Vi havde svært ved at overhale Porsche-bilerne, fordi de havde rigtig meget fart på langsiden, så vi skulle arbejde hårdt for overhalingerne. Men at hente otte placeringer i så stærkt et felt på Nürburgring er noget, vi kan være tilfredse med.”

Weekenden gav dermed endnu en tydelig indikation af Victors fart i ADAC GT4 Germany. Resultaterne på papiret fortæller ikke hele historien om en weekend, hvor danskeren både viste stærk kvalifikationsfart og evnen til at kæmpe sig gennem feltet.

Særligt lørdagens comeback fra P20 til P8 i Victors stint blev et af weekendens højdepunkter foran de mere end 80.000 tilskuere.

Nu går turen hjem til Danmark, hvor Victor allerede næste weekend skifter fokus til Danish Endurance Championship – serien, hvor han sidste år blev dansk mester.

“Nu fokuserer jeg på næste weekend, hvor jeg skal tilbage og køre Danish Endurance Championship. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er den serie, jeg blev dansk mester i sidste år, og det er altid fedt at køre på hjemmebane,” slutter Victor Nielsen.

Grid50 / Victor Racing


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • Nürburgring
  • 16/08/26 - Nürburgring - ADAC GT4 Germany
  •