 (Foto: Grippo)
Allerede inden motorerne overhovedet blev vækket til live, var fokus på den til lejligheden opgraderede bemanding på bil nummer 454. Team CARMA Racing’s blå racer var både midt i et farveskift og havde et ikke helt tilfældigt navn tilføjet på tilmeldingslisten. Sidste års mester, Kaj Jazukevicius, var blevet indlejet til at bringe Anders Fyllgraf tilbage til fordums storhed.
Dén beslutning så ud til at give pote, for den blå(grønne) bil tog pole position til lørdagens heat med 0,137 sekunds forspring til Casper Olsen. Med de fem bedste biler i tidtagningen inden for 0,3 sekund var der lagt op til to gode og tætte løb.
Som det gik i tidtagningen fortsatte det i løbet. Anders Fyllgraf startede i den farveskiftende 454’er, og efter lidt tumult på den første omgang, hvor Rasmus Larsen røg nedad i feltet, forsøgte Casper Olsen længe at lægge pres på den førende. Han blev imidlertid også presset af Peter Bach, som fik oversatset i forsøget på at tage andenpladsen, og i stedet måtte forsvare sig mod en ivrigt jagtende Rasmus Larsen.
 (Foto: Grippo)
I mellemtiden havde Emil Waldeck kørt sig frem i feltet og indledte jagten på førstepladsen. Den tog han inden pitstoprunden, men en underskridelse af minimumstiden i pitstoppet kostede en stop and go-straf - og dermed også føringen. Endnu værre for Waldeck var det, at Anders Fyllgraf havde overladt rattet til den regerende mester, hvis eneste mission var at bringe den blå/grønne bil tilbage i front.
Det lykkedes for Kaj at overtage føringen fra Casper Olsen, som til gengæld måtte gøre sit bedste for at holde Rasmus Larsen bag sig på de sidste omgange.
Duoen med Frederik Sieverts og Rene Nielsen var også godt kørende, men der var kun 0,053 sekund mellem Nielsens bagkofanger og Per Bernds forkofanger, da de krydsede målstregen, var det tæt på at ottendeplads blev til niendeplads.
Søndag fortsatte balladen på Ring Djursland. Anders Fyllgraf fik en god start med Rasmus Larsen og Casper Olsen bag sig. Emil Waldeck havde travlt og gik forbi Larsen og indledte så jagten på de to forreste. Det blev til mange omganges helt tæt kamp om de tre podieplaceringer, og inden det blev tid til det obligatoriske pitstop, havde Rasmus Larsen også sluttet sig til topstriden.
 (Foto: Grippo)
Imidlertid blev det fra løbets officials vurderet, at kampen mellem Waldeck og Fyllgraf var for voldsom, så de blev begge idømt strafbaner. Det, kombineret med at Rasmus Larsen var lige hurtig nok til at få overstået sit pitstop, fik vendt rundt på rækkefølgen efter alle havde foretaget deres pitstop. Godt hjulpet af flere idømte strafbaner til d’herrer Waldeck og Fyllgraf/Jakuzevicius kunne Casper Olsen næsten cruise afsted mod det ternede flag og en sikker sejr. Men kun næsten, for bag ham havde Kaj Jazukevicius fyret voldsomt op under Carma-raceren og fik hentet flere placeringer efter pitstoppet. Efter sidste omgang var der kun lidt over fire sekunder mellem de to forreste.
Martin Andersen kørte et stabilt og sikkert løb og kunne derfor snuppe en tredjeplads i søndagens løb, hvorimod den ellers hurtige Rasmus Larsen måtte nøjes med en ærgerlig niendeplads.
 (Foto: Grippo)
Sebastian Kiilerich kæmpede med bilen i weekendens to løb, og den unge kører, der ellers har været med helt fremme ved flere lejligheder, måtte nøjes med sekundære placeringer. Peter Bach fik heller ikke fuldt udbytte af sine anstrengelser i denne weekend. For Søren Larsen og Kevin Poulsen var der måske et stykke vej til pokalerne, men de to havde i begge weekendens løb gode kampe om placeringerne i den anden ende af feltet.
Om tre uger tager de økonomisk forsvarlige racerkørere turen til Ring Knutstorp og næstsidste afdeling af mesterskabet. En ny bane for de fleste - kan det byde på overraskelser inden sæsonen lakker mod enden?
C1 Scandinavia
Kim Gripping Læs mere om: Ring Djursland16/08/26 - Ring Djursland - C1 Scandinavia |