 (Foto: Selected Car Racing)
Det begyndte absolut lovende, men udviklede sig desværre i en ærgerlig retning for Frederik Schandorff og resten af Selected Car Racing, da teamet i weekenden debuterede i det legendariske 24-timersløb på Spa-Francorchamps. Tekniske problemer undervejs kostede dyrt og sendte holdet ud af kampen om topplaceringerne.
 (Foto: Selected Car Racing)
Sammen med Simon Birch, Malte Ebdrup og Conrad Laursen måtte Frederik Schandorff tage til takke med en 26. plads generelt og en fjerdeplads i Gold Cup-klassen efter et løb, hvor en længere reparation i løbet af natten satte en stopper for ambitionerne om et topresultat.
Inden da havde den danske Ferrari-kører ellers leveret en stærk præstation. Schandorff havde i den afgørende kvalifikation sikrede holdet en andenplads i Gold Cup-klassen og en samlet fjerdeplads blandt 69 GT3-biler – og da starten gik lørdag eftermiddag, avancerede danskeren hurtigt til tredjepladsen, som han fastholdt, indtil bilen for første gang blev overdraget til holdkammeraterne.
 (Foto: Selected Car Racing)
– Desværre blev det ikke til noget trofæ denne gang, selvom det trods alt er en præstation i sig selv at gennemføre et så hårdt løb som 24-timersløbet på Spa-Francorchamps. Vi leverede en fantastisk kvalifikation, og vi fik også en rigtig god start, hvor vi lå helt fremme på tredjepladsen i løbets indledende fase, lyder det fra Frederik Schandorff.
– Omkring midnat blev vi ramt af et teknisk problem, som kostede os otte omgange i garagen, og så var kampen om topplaceringerne reelt slut. Det var virkelig ærgerligt, for da problemet først var løst, var vi tilbage på det høje niveau og havde farten til både en top-10-placering og en kamp om klassesejren. Derfor er der også masser af positive ting at tage med hjem, selvom vi ikke fik det resultat, vi kom efter, siger Frederik Schandorff.
 (Foto: Selected Car Racing)
Mens næste afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup køres på Nürburgring i august, er Frederik Schandorff allerede tilbage bag rattet i næste uge. Her gælder det sjette afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for GTD-biler, når serien gæster Canadian Tire Motorsport Park i Canada den 12. juli.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Frederik SchandorffSpa-Francorchamps28/06/26 - Spa-Francorchamps - GT World Challenge Endurance |