 (Foto: Porsche Carrera Cup Scandinavia)
Efter en udfordrende sæsonpremiere på Anderstorp, hvor han måtte forlade weekenden uden mesterskabspoint, fik Gustav Krogh sat tingene på plads i anden afdeling af Porsche Carrera Cup Scandinavia. Med to podieplaceringer på Gelleråsen hentede den danske Porsche-kører en solid håndfuld point og rykkede tilbage i kampen om mesterskabet, hvor han nu indtager den foreløbige femteplads.
 (Foto: Porsche Carrera Cup Scandinavia)
Nu venter tredje afdeling af det skandinaviske mesterskab – og denne gang på hjemmebane. FDM Jyllandsringen danner i weekenden rammen om sæsonens eneste danske afdeling, hvor Krogh håber at bygge videre på det momentum, som han og resten af M3G Motorsport fik skabt i Sverige.
– Det er uden tvivl den weekend, jeg glæder mig allermest til i løbet af sæsonen. At få muligheden for at køre foran familie, venner, samarbejdspartnere og danske motorsportsfans gør det til noget helt særligt, og efter den positive weekend på Gelleråsen føler vi, at vi har fundet et rigtig godt udgangspunkt. Nu handler det om at fortsætte den udvikling og omsætte den til endnu flere point, siger Gustav Krogh.
 (Foto: Porsche Carrera Cup Scandinavia)
Krogh har gode minder fra FDM Jyllandsringen, hvor han sidste år sikrede sig en podieplacering, og den danske racerkører ser samtidig frem til den særlige stemning, som omgiver løbsweekenden. Afdelingen køres nemlig som en del af Porsche Festival, hvor Porsche Danmark igen samler tusindvis af sportsvognsentusiaster til en weekend med racerløb, udstillinger og oplevelser for hele familien.
– Porsche Festival er blevet en fantastisk tradition, og det gør selvfølgelig hjemmebaneløbet endnu mere specielt. Der plejer at være en helt fantastisk opbakning fra danske fans, sponsorer, familie og venner, og jeg håber, vi kan give publikum et par gode løb. Målet er at fortsætte de gode takter fra seneste afdeling og tage endnu et skridt frem i mesterskabet, lyder det fra Krogh.
 (Foto: Porsche Carrera Cup Scandinavia)
Tredje afdeling af Porsche Carrera Cup Scandinavia skydes i gang med træning og kvalifikation lørdag den 27. juni, mens weekendens to sprintløb køres søndag den 28. juni. Begge løb kan streames live på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Gustav KroghJyllandsringen28/06/26 - Jyllandsringen - Porsche Carrera Cup Scandinavia |