Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Verdens hurtigste LEGO-bil sætter fartrekord på 111 km/t

Diverse 
18/06/26 

Kørbar LEGO Technic-model af Koenigsegg slår hidtidig rekord med mere end det dobbelte
Kan en bil bygget af LEGO-klodser køre over 100 km/t? Svaret er ja.
I dag har LEGO Koncernen og den svenske hyperbilproducent Koenigsegg sat en ny verdensrekord, da en kørbar LEGO Technic-udgave af Koenigsegg Sadair's Spear nåede 111 km/t på den legendariske Goodwood Hill i England.
 


(Foto: Ben Raddatz)

Dermed er den den hurtigste store kørbare LEGO-bil nogensinde. Den tidligere fartrekord var på 50 km/t.

Bag rattet sad Koenigseggs officielle testkører Markus Lundh, der også satte bakkerekord på Goodwood Festival of Speed i den rigtige Koenigsegg Sadair's Spear sidste år.

Den imponerende model er bygget af 327.906 LEGO Technic-elementer, vejer omkring 1.800 kilo, hvoraf cirka 400 kilo består af LEGO-klodser, og har krævet mere end 9.400 arbejdstimer at udvikle og bygge.

Selv avancerede funktioner fra den rigtige hyperbil er gengivet – blandt andet den karakteristiske Ghost Mode, hvor døre, bagklap, frontklap og spejle åbner og bevæger sig automatisk.

"Innovation og ekstrem performance er kernen i alt, hvad vi gør. At se Sadair's Spear genskabt både som en detaljeret LEGO Technic-model og som en kørbar bil i fuld størrelse er ekstraordinært. Samarbejdet viser, hvad der kan ske, når ingeniørkunst og kreativitet mødes," siger Christian von Koenigsegg, CEO hos Koenigsegg.

Fartrekorden markerer lanceringen af den nye LEGO Technic Koenigsegg Sadair's Spear Megacar, der bliver den nyeste model i LEGO Technic Ultimate Car Concept Series.

Med sine 4.104 elementer er modellen udviklet i tæt samarbejde med Koenigseggs ingeniører og byder blandt andet på:

  • fungerende V8-stempelmotor
  • 9-trins sekventiel gearkasse
  • Koenigseggs unikke Triplex-affjedring
  • fungerende Ghost Mode
  • arbejdende styring
  • aftageligt tag.

    "Vores mål var at skabe den mest avancerede LEGO Technic-model nogensinde. Funktioner som Ghost Mode, en 9-trins gearkasse og Triplex-affjedringen har udfordret os teknisk og flyttet grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med LEGO Technic," siger Kasper René Hansen, Senior Model Designer hos LEGO Koncernen.

    LEGO Technic Koenigsegg Sadair's Spear (42232) kommer i LEGO Insiders Early Access den 1. juli og i almindeligt salg fra 4. juli 2026.

    Fakta

    Den kørbare LEGO-bil
    327.906 LEGO Technic-elementer
    1.800 kg
    400 kg LEGO-elementer
    9.400 byggetimer
    Tophastighed: 111 km/t

    LEGO Technic Koenigsegg Sadair's Spear (42232)
    4.104 elementer
    Anbefalet alder: 18+
    Pris: 449,99 euro
    Salgsstart: 4. juli 2026

    Om LEGO Technic Ultimate Car Concept Series
    Koenigsegg Sadair's Spear er den sjette model i LEGO Technic Ultimate Car Concept Series, som tidligere har budt på blandt andet Porsche 911 GT3 RS, Bugatti Chiron, Lamborghini Sián, Ferrari Daytona SP3 og McLaren P1.

    genaupr

  •