Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula 4 Central European Zone

David Walther tilbage i mesterskabsføring efter sejr på Slovakia Ring

Formula 4 CEZ 
09/06/26 

En suveræn sejr og en række stærke præstationer gennem weekenden sender det danske formeltalent tilbage i front af F4 CEZ Championship.

 


(Foto: F4 CEZ Championship / Petr Frýba)

Det var planen at generobre mesterskabsføringen på Slovakia Ring, og det kan man roligt sige, at David Walther lykkedes med efter seriens seneste afdeling på den slovenske bane.

“Det har været en helt fantastisk weekend, og jeg er virkelig stolt af mit resultat, og det er så fedt at være tilbage i føring. Jeg ankom til banen uden nogensinde at have kørt på den før, så teamet og jeg havde en masse arbejde foran os for at kunne levere et godt kvalifikationsresultat,” lyder det fra 18-årige Walther.

I fredagens træning fandt David Walther og Maffi Racing det sidste, der manglede for at være 100% klar til en succesfuld kvalifikation. Walther kom i bilen til kvalifikationen og leverede et stærkt stykke arbejde, hvor han satte andenhurtigste tid i sin gruppe og samlet var P3 ud af næsten 40 biler.

“I de to løb inden finalen skulle jeg starte P2, og det lykkedes mig hver gang at lave gode starter og være med helt fremme fartmæssigt. Begge løb sluttede jeg, hvor jeg startede, og det var med til at danne et solidt fundament for finalen, som jeg havde gjort til min klare ambition at vinde,” fortæller David Walther fra Dragør.


(Foto: Walther Racing)

Og vinde, det gjorde han. Walther kom enormt godt fra start i finalen og kunne med det samme mærke, at alt spillede. En overhaling blev lagt ind på den førende bil, og der fra stak David Walther af og lavede et hul på to sekunder. Dog blev han for en stund afbrudt i sin kurs mod sejren, da en safetycar meldte sig, og det bagvedliggende felt pludselig var lige i hælene af danskeren. Det betød, at David Walther havde til opgave at få det optimale ud af safetycar-restarten.

“Jeg mestrede restarten fuldstændig og fik et forspring på tre sekunder til den nærmeste bil. Resten af finalen forløb perfekt, og jeg endte med at køre sejren i hus med et hul på næsten fem sekunder og med hurtigste omgangstid,” fortæller Walther begejstret om finalesejren.

Weekendens succes har medført, at David Walther fører mesterskabet med 13 point ned til bilen på andenpladsen. Med halvdelen af sæsonen bag sig gælder det nu om at fastholde det høje niveau i jagten på mesterskabstitlen. Næste afdeling af F4 CEZ Championship køres d. 1.-2. august på Autodrom Most i Tjekkiet.

waltherracing.dk

Amanda Gravlund


Læs mere om:
  • David Walther
  • Slovakia Ring
  • 07/06/26 - Slovakia Ring - Formula 4 CEZ
  •