Efter to afdelinger af mesterskabet har Matteis Stigsen sikret sig føringen i Nordic 4-mesterskabet, og det har ændret den oprindelige læringsplan for den unge fynbo. Han er kommet stærkt fra start, og derfor er fokus nu rettet mod at mestre løbssituationer til fulde. Samtidig kommer han til en bane, hvor overhalinger kan være svære at få sat ind, så der bliver brug for hans naturlige fart allerede i tidtagningen.
For Rosanne den Drijver bliver weekenden hendes blot anden løbsweekend, idet hun måtte springe over løbet på FDM Jyllandsringen for at fokusere på sine eksaminer. Det betyder kun, at hun er blevet mere opsat på at fortsætte udviklingen, så hun kan gentage de flotte præstationer, hun leverede i sit debutløb på Padborg Park.
STEP Motorsport har gode erfaringer fra den midtsvenske racerbane, og med et solidt udgangspunkt håber teamchef Mikkel Alstrup Kaas på at se talentudviklingen fortsætte i højt tempo:
“Matteis har jo nok overrasket de fleste med et højt tempo og kloge beslutninger på banen, men der er stadigvæk masser at bygge på. Samtidig har vi Rosanne, der viste et lovende potentiale på Padborg Park, og som efter en pause er klar til resten af sæsonen. Hun skal nok også komme til at give den gas og rykke sig i weekendens løb. Banen og omgivelserne gør det i hvert fald muligt for dem begge at lære nye ting, og vi glæder os til at støtte dem i deres udvikling”, siger han.
Weekenden starter allerede fredag med træninger og tidtagning, mens lørdag byder på to løb. Søndag formiddag køres finaleheatet, inden turen igen går hjemad.
Tidsplan for Nordic 4 ved Gelleråsloppet 2026
Fredag
10.00: Træning
13.25: Træning
17.35: Kvalifikation
Lørdag
13.15: Race 1
17.35: Race 2
Søndag
11.40: Race 3
STEP Motorsport Læs mere om: Matteis StigsenRosanne den DrijverSTEP MotorsportGelleråsen (Karlskoga)31/05/26 - Gelleråsen (Karlskoga) - Nordic 4 - NM |