 (Foto: Team Spirit Racing)
Mathias Villadsen var i pinsen tilbage i Campionato Italiano Gran Turismo, hvor tredje afdeling af det italienske GT3-mesterskab blev kørt på Vallelunga-banen nord for Rom. Her stillede den danske BMW-kører igen op for Team Spirit Racing i teamets karakteristiske gule BMW M4 GT3.
 (Foto: Team Spirit Racing)
På forhånd var Villadsen og resten af teamet bevidste om, at det ville kræve både fart og lidt ekstra mod at blande sig i toppen af det mere end 30 biler store GT3-felt på den tekniske og krævende italienske racerbane. Derfor valgte teamet også at gå til værks med et mere aggresivt setup på bilen – og det gav hurtigt pote.
Allerede i weekendens første kvalifikation leverede Villadsen en flot top-10-tid, inden danskeren i anden kvalifikation fandt endnu mere fart og skar yderligere tre tiendedele af sin omgangstid. Det sikrede en ottendeplads og dermed en startposition i fjerde startrække til weekendens andet sprintløb.
 (Foto: Team Spirit Racing)
– Kvalifikationen gik virkelig over al forventning, så jeg gik til løbene med en god portion selvtillid, selv om jeg godt vidste, at det ville blive hårdt. I første løb fik jeg desværre en dårlig start, og med de fem sekunders straf, som vi bar med os fra det gode resultat på Misano, blev det svært rigtigt at avancere i et løb uden afbrydelser. Vi sluttede som nummer 13, hvilket selvfølgelig ikke var helt det, vi gik efter, siger Mathias Villadsen.
– Til andet løb tog vi en masse læring med fra det første. Jeg fik også en bedre start, men allerede på de første omgange blev jeg ramt af en Ferrari, som nærmest brugte mig som stopklods. Det kostede flere placeringer, og bilen fik samtidig nogle skader på bodywork, så den ikke længere kørte optimalt. Derfor blev det svært at kæmpe med længere fremme, og det blev til endnu en 13. plads. Generelt havde vi god pace, og alt i alt har det været endnu en god weekend med masser af læring. Stor tak til teamet for en virkelig stærk indsats, tilføjer han.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Selv om resultaterne altså ikke helt afspejlede farten, er der fortsat masser af positive ting at tage med videre for den danske BMW-kører, som endnu en gang viste, at han kan matche tempoet i sin debut som GT3-kører. Næste opgave for Mathias Villadsen bliver fjerde afdeling af Campionato Italiano Gran Turismo, som køres på ikoniske Monza den 20.-21. juni. Her teamer Villadsen igen op med sin coach og teamkammerat Jan Magnussen, når duoen stiller op til årets anden Endurance-afdeling.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mathias Lyngbye VilladsenVallelunga |