| Holdet fra Espergærde var tilbage på FDM Jyllandsringen, for første gang siden august 2024, og blev til et godt gensyn med den midtjyske bane.
 (Foto: JJ Media)
Weekenden startede med træning lørdag formiddag, og her var Henrik Eilertsen med i den hurtige Gruppe A, grundet resultaterne ved den første afdeling på Padborg Park, to uger tidligere.
Det blev til en udmærket start, med 17. hurtigste tid, men han vidste også, at der var mere tid at hente ude på banen.
Det beviste han så absolut, da han i tidtagningen skar et helt sekund af omgangstiden, mens den hurtigste kører i feltet kun skar nogle få tiendedele af deres tider.
Med det nyindførte weekendformat i denne sæson, betød det 18. hurtigste tid ud af i alt 44 deltagere. Det gav en startposition som nummer 9 i Kvalifikationsløb B.
 (Foto: JJ Media)
Det blev til 13 omgange, med masser af kamp omkring 8.-11. pladsen, i det tætte felt. Han krydsede målstregen som 11’er, men efterfølgende blev bil og kører sammenlagt fundet 3 kg under minimumsvægten på 605kg. Ved Åbningsløbet var han 15kg over minimumsvægten, og selvom han havde haft travlt i fitnesscenteret, må størstedelen af forskellen tilskrives lette forskelle på banernes elektroniske vægte. Men det er teamets eget ansvar, at tjekke op på, hvordan vægten er på de enkelte baner, så den minimale fejl, må de tage på egen kappe.
Derfor skulle Eilertsen også starte søndagens Prefinale som 25’er, da man tager resultatet for Tidtagning + Kvalifikationsløbet. Det tog ikke længe inden den mørkeblå racer med startnummer 8 på døren rykkede fremad i rækkerne.
Den fremmarch blev stoppet af en Safety Car periode midt i løbet, men da der blev viftet med det grønne flag, rykkede han helt op på 20. pladsen.
To omgange før mål, blev det lidt for dramatisk, da Henrik flettede hjul med en konkurrent, stod helt på tværs, og var heldig ikke at rulle, da bilen var oppe på to hjul, inden den kom til stilstand, i modsat køreretning. Herefter var der ikke andet at gøre, end at vente på fri bane, og så sætte jagten ind igen, hvilket betød at han kom hjem på den generelle 35. plads, og som 10’er blandt Masters kørerne, der er alle feltets kørere over 40 år.
 (Foto: JJ Media)
Derfor var der ikke andet for, end at give masser af gas i Finalen. Fra 23. startposition, lykkedes det ham at køre sig frem på den generelle 19. plads, og ikke mindst en fin 6. plads blandt Masters kørerne.
 (Foto: JJ Media)
Efter de to første weekender i den danske Legend Car serie, indtager Henrik Eilertsen 8. pladsen i Masters mesterskabet, og en generel 22. plads.
Dermed burde han også være sikret, at kunne deltage i Træning og Tidtagning i Gruppe A, når den næste afdeling af Legend Car serien køres den 20.-21. juni 2026 på Ring Djursland.
Team Eilertsen Racing
Læs mere om: Henrik EilertsenJyllandsringen10/05/26 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |