Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Mads Rasmussen: ”Vi skal kæmpe med om mesterskabet!”

Super GT
Danmark 

11/05/26 

Super GT DanmarkKøreren fra Nymark Racing Academy tog sin første sejr i en Super GT-finale
Med weekendens Forårsløb på FDM Jyllandsringen er der blevet afviklet to afdelinger af Selected Car Group Super GT. Allerede nu er det et faktum, at løbsserien – hvor der kæmpes om et officielt DIF-Danmarksmesterskab – er vidt åbent. Der har været fem forskellige vindere af de seks løb, der indtil nu er blevet afviklet!
 


Der var kram fra farmand Anders efter finalesejren til Mads Rasmussen på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Grippo)

Den eneste kører, som har vundet to løb, er Mads Rasmussen, Slagelse, som søndag dels vandt første indledende heat, dels den afgørende finale. Det var hans første finalesejr i klassen efter en intens kamp med Kasper H. Jensen, Rønde.

”Det var fedt at overhale Kasper H., specielt fordi det var ham, som jeg tog føringen fra i finalen,” siger Mads Rasmussen, som har oplevet en sand forvandling. Da Selected Car Group Super GT-serien havde premiere på Padborg Park i slutningen af april, var de bedste resultater to syvendepladser for køreren fra Nymark Racing Academy. ”Vi havde en test på FDM Jyllandsringen i fredags, hvor vi fandt et setup, som jeg gerne ville have. Bilen kørte bare, som den skulle. Nu skal vi kæmpe med om førstepladsen i mesterskabet.”


”Det var fedt at overhale Kasper H.,” sagde Mads Rasmussen om episoden, hvor han tog føringen i finale.
(Foto: Grippo)

At der er tyngde bag vestsjællænderens udsagn, understreges af, at han nu indtager andenpladsen i tabellen efter Kasper H. Jensen, men foran Martin Andersen, Viborg. Sidstnævnte er forsvarende mester og førte tabellen an, men han havde et katastrofalt Forårsløb, hvor han måtte udgå med en skadet bil i både det indledende heat og finalen.

To andre kørere, der havde haft optur i sæsonpremieren på Padborg Park, fik også nedtur på FDM Jyllandsringen. Både Magnus Madsen, Ringkøbing, og Lukas Ravn Staub, Kolding, var involveret i sammenstød, der gav skadede biler. Sidstnævnte var tillige så uheldig, at rattet i kollisionen slog tilbage og skadede hans hånd. I det hele taget blev der denne gang uddelt flere buler i feltet. Alligevel lykkedes det på mirakuløs vis for både Emil Østergaard, Charlottenlund, og Alex Maansen, Løgstør, at nøjes med små berøringer, da de på sidste omgang skulle undvige Lasse Andreassen, Kolding, og Kevin Brandsborg, Varde, som kom i karambolage i deres indbyrdes kamp.


Eksmesteren Michel Nykjær fik sin første løbssejr i halvandet år i Selected Car Group Super GT.
(Foto: Grippo)

Optur var der til gengæld for Michel Nykjær, Næstved. Den tidligere dobbelte Super GT-mester strøg til tops i søndagens andet heat og tog dermed sin første løbssejr siden finaleløbet i 2024. Selv om teamkammeraten Casper Pilgaard, Ryomgård, blev treer i finalen, er det Birk Motorsports tredjemand – Patrick Steen Rasmussen, Erritsø – som ligger bedst placeret som firer i mesterskabet med en føring i Am-konkurrencen.

I midten af juni genoptages kampen om DIF-guldmedaljen i Selected Car Group Super GT. Det sker, når årets tredje løbsweekend i DEKRA Danish Supercar League afvikles på Ring Djursland den 20.-21. juni.

Selected Car Group Super GT Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Mads Rasmussen
  • Nymark Racing Academy
  • Jyllandsringen
  • 10/05/26 - Jyllandsringen - Super GT Danmark
  •