Det bliver en weekend, hvor både fart, fokus og stærkt teamwork bliver omdrejningspunktet, når begge mesterskaber tager hul på sæsonens anden afdeling. Efter lovende præstationer i sæsonåbningerne er ambitionerne høje hos DC Motorsport, hvor teamet målrettet jagter flere stærke resultater og vil bygge videre på den positive start på året.
I Lamborghini Super Trofeo Europe stiller DC Motorsport igen med to biler. Nina Østergaard og Peder Møller deler den ene Lamborghini, mens Ulrik Larsen og Niels Nyboe udgør duoen i teamets anden bil.
Det internationale GT-felt i Lamborghini Super Trofeo er blandt de stærkeste i Europa, og Imola danner den perfekte ramme om endnu en intens løbsweekend. Den historiske italienske bane er kendt for sine hurtige sving, tekniske sektioner og små marginaler, hvilket stiller store krav til både kørere og setup.
Nina Østergaard og Peder Møller viste lovende fart i sæsonpremieren og fortsætter arbejdet med at udvikle samarbejdet og hente vigtig erfaring i den stærke internationale serie.
Ulrik Larsen og Niels Nyboe går samtidig ind til weekenden med tro på, at tempoet og erfaringen bag rattet i netop denne racer kan omsættes til solide resultater.
Samtidig er DC Motorsport også repræsenteret på hjemmebane på FDM Jyllandsringen, hvor teamet både stiller op i Special Saloon Car og Danish Endurance Championship.
I DEC skal bl.a. Mathias Chrone og Steen Almsgaard bygge videre på en stærk debutweekend, de deler igen den blå Lamborghini hvor målet igen er at være en del af kampen om topplaceringerne i det krævende mesterskab. Langdistanceløb stiller store krav til både strategi, stabilitet og samarbejde, og duoen går ind til weekenden med ambitionen om at blande sig helt fremme i feltet.
At være konkurrencedygtige i flere mesterskaber samme weekend understreger både teamets høje ambitioner og markante indsats i ind- og udland.
For mandskab og teammedlemmer bliver det en weekend med højt tempo og masser af koordinering. Flere løbsserier i to forskellige lande kræver præcision hele vejen rundt, både på og uden for banen.
DC Motorsport går derfor ind til weekenden med fuldt fokus, masser af motivation og målet om at fortsætte den stærke sæsonstart. Motorsportfans kan se frem til en weekend med intens action, tætte dueller og masser af dansk racing på højt niveau.
Patrick Broch - DC Motorsport
Læs mere om: DC MotorsportImolaJyllandsringen10/05/26 - Imola - Lamborghini Super Trofeo10/05/26 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship10/05/26 - Jyllandsringen - Special Saloon |