Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

FIA WEC: Kevin Magnussen håber på succesfuldt Spa-løb

FIA WEC 
08/05/26 

World Endurance ChampionshipDen danske BMW-fabrikskører jagter denne weekend et stærkt resultat på Spa-Francorchamps i sidste VM-løb inden 24-timersløbet på Le Mans.
 


(Foto: BMW M Motorsport)

Efter en udfordrende sæsonpremiere på Imola, hvor Magnussen og teamkammerat Raffaele Marciello sikrede en syvendeplads, fortsætter arbejdet nu med at få det fulde potentiale ud af den opgraderede BMW M Hybrid V8, når sekstimersløbet på Spa-Francorchamps køres denne weekend. Mens Dries Vanthoor missede sæsonåbneren på grund af sit IMSA-program i USA, er det stærke BMW-trekløver samlet igen til weekendens udfordring.


(Foto: BMW M Motorsport)

Løbet på den mere end syv kilometer lange belgiske Formel 1-bane bliver sidste mulighed for holdene til at finpudse forberedelserne inden årets højdepunkt, 24-timersløbet på Le Mans i juni. Med aflysningen af den oprindelige sæsonåbner i Qatar har årets forberedelsesfase været ekstraordinært kort, og derfor håber alle VM-teams på at kunne forlade Spa-Francorchamps med både værdifulde data og selvtillid i bagagen.

– På Imola var vi med i topfeltet det meste af løbet og fik mere ud af bilen, end vi havde forventet. Vi arbejder stadig på at forstå den opgraderede version af bilen, som især aerodynamisk er anderledes end sidste års udgave, og jeg synes, at vi bevæger os i en god retning. Spa bliver et vigtigt løb, fordi det både er sidste stop inden Le Mans og samtidig en højhastighedsbane, som på nogle områder minder om Le Mans. Resultatet her vil derfor give os en god indikation af, hvor konkurrencedygtige vi bliver i 24-timersløbet næste måned, siger Kevin Magnussen.


(Foto: BMW M Motorsport)

Spa-Francorchamps er samtidig et særligt løb for belgiske BMW M Team WRT, som endnu en gang kan se frem til massiv opbakning fra hjemmepublikummet på den ikoniske racerbane i Ardennerne. Magnussen, Marciello og Vanthoor stiller til start i et 17 biler stort Hypercar-felt.

Kvalifikationen til sekstimersløbet på Spa-Francorchamps køres fredag den 8. maj klokken 14.40, mens ræset flages grønt lørdag den 9. maj klokken 14.00. Løbet kan følges live på TV 2 Play, Eurosport og FIA WEC+.


(Foto: BMW M Motorsport)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Spa-Francorchamps
  • 09/05/26 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM
  •