Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula GT Challenge

Succesfuld premiere: Tæt ræs og stærkt felt åbnede Formula GT Challenge på Anderstorp

Formula GT
Challenge 

07/05/26 

2026-udgaven af af Formula GT Challenge fik en flyvende start i weekenden på Anderstorp Raceway, hvor et stærkt felt af kørere fra Danmark, Norge og Sverige leverede tæt ræs i sæsonens to første afdelinger.
 


(Foto: Formula GT Challenge)

Med flot vejr, mange tilskuere og et felt bestående af både erfarne profiler og nye navne, som hurtigt markerede sig, blev der lagt et solidt fundament for endnu en intens sæson i det skandinaviske GT-mesterskab for Ferrari-racere. Udover det generelle mesterskab, Trofeo Pirelli, som domineres af de nyeste udgaver af Ferrari 296 Challenge-modellerne, blev der også dystet i Coppa Formula-klassen.


(Foto: Formula GT Challenge)

– Det har været en absolut vellykket premiere på sæsonen. Særligt på grund af den store deltagelse, men også takket være en optimal bane, eftersom Anderstorp med sin lange langside og tekniske sektioner egner sig rigtig godt til Challenge-racerne. Samtidig har det været en travl weekend med både træningssessioner, kvalifikationer og i alt fire heats fordelt hen over tre dage, hvilket har givet kørerne masser af værdifuld køretid. Stort tillykke til vinderne. Nu ser vi frem til tredje afdeling på FDM Jyllandsringen, hvor vi fortsætter det gode momentum, lyder det fra Race Promoter hos Formula Automobile, Chresten Hansen.

Tæt kamp i Trofeo Pirelli
I topklassen Trofeo Pirelli blev der leveret ræs på højeste niveau. Lørdagens første heat bød på en tæt duel mellem svenskerne Christian Appelberg og Carl Moon, hvor Appelberg trak det længste strå med blot 0,4 sekund ned til landsmanden, mens danske Andreas Borris – forsvarende mester i Formula GT Challenge – tog tredjepladsen.


(Foto: Formula GT Challenge)

Appelberg fulgte op med endnu en sejr i lørdagens andet løb foran Borris og Moon, inden søndagen bød på nye navne på podiet. Her duellerede Appelberg og Moon som henholdsvis etter og toer, da de to svenskere kørte hinanden af banen og mistede deres positioner – hvilket betød, at Borris i stedet kunne krydse stregen som vinder. En bedrift han gentog i søndagens andet og sidste løb.

Også norske Aslak Lie markerede sig flot med en andenplads i søndagens første løb. De danske brødre Christian og Frederik Nielsen, som deler en Ferrari 296 Challenge og skiftes til at være bag rattet, blandede sig også i topstriden med en anden- og tredjeplads til Frederik, som kørte begge søndagens løb.


(Foto: Formula GT Challenge)

Efter de første to afdelinger indtager Andreas Borris føringen i mesterskabet med 53 point foran Christian og Frederik Nielsen med tilsammen 36 point og Aslak Lie med 34 point.

Crone i kontrol i Coppa Formula
I Coppa Formula var det Christian Crone, der satte dagsordenen gennem weekenden. Den unge dansker, som er debutant i en GT-bil, imponerede stort på Anderstorp, hvor han – efter at have taget pole position i begge kvalifikationer – sikrede sig tre sejre ud af fire mulige.


(Foto: Formula GT Challenge)

Bag ham var der tæt kamp om de øvrige podieplaceringer, hvor særligt svenskerne Tommy Lindroth – vinder af weekendens første løb – og Ingvar Mattson var i spil. Også danske Ulrich Thomsen blandede sig i toppen med en podieplacering søndag.

Efter en stærk indsats på Anderstorp har Christian Crone taget føringen i Coppa Formula-mesterskabet med 55 point foran Tommy Lindroth med 43 point, mens Ingvar Mattson følger lige efter med 42 point.


(Foto: Formula GT Challenge)

Lovende start på 2026-sæsonen
Med fire løb afviklet, masser af action og et stærkt skandinavisk felt er tonen sat for en sæson, der tegner til at blive både tæt og underholdende. Næste afdeling af Formula GT Challenge afvikles den 30. maj på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg, hvor der skrues yderligere op for intensiteten med både træning, kvalifikation og løb afviklet over én enkelt dag. Afdelingen gennemføres som et eksklusivt arrangement i lukket regi, hvilket betyder, at aktiviteterne foregår uden adgang for publikum.


(Foto: Formula GT Challenge)

Se resultaterne fra Anderstorp her.
Læse mere om Formula GT Challenge her.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Anderstorp
  • 03/05/26 - Anderstorp - Formula GT Challenge
  •