 (Foto: Grippo)
Efter en på flere måder overraskende sæsonstart i det sønderjyske fortsætter udviklingsarbejdet for talenterne i weekenden. Matteis Stigsen, som blev den yngste nogensinde til at tage pole position og vinde løb i Nordic 4, er tilbage med STEP Motorsport, hvor han på grund af eksaminer ikke får følgeskab af Rosanne den Drijver, som ellers også var stærkt kørende i sin debutweekend.
På andenpladsen i mesterskabet er Mille Hoe, som på Padborg Park trådte ud af sin storebrors skygge og viste, at hun også kan køre stærkt. Med tre podieplaceringer ud af tre mulige har hun masser at kæmpe for på Jyllandsringen, men hun skal forvente at få modstand fra blandt andet Milla Sjöstrand, som også viste tænder i finaleheatet.
 (Foto: Grippo)
Leonél Skaar og Richard Olson er ligeledes tilbage med den nye Aquila Formula Nova, som viste imponerende fart i Åbningsløbet. Med flere børnesygdomme kureret siden sidst bliver det spændende at se, om den midtjyske racerbane danner rammerne for den nye bils første sejr.
Som i årets første løbsweekend er Nordic 4 igen del af Danish Supercar League, som byder på masser af underholdning på og udenfor banen. Derudover vises søndagens løb live på DSL's Youtube-kanal.
Tidsplan for Forårsløbet på FDM Jyllandsringen
Lørdag den 9. maj
10.25 - Træning
13.18 - Tidtagning
15.33 - Race 1
Søndag den 10. maj
11.15 - Race 2
15.13 - Race 3
Læs mere om: Jyllandsringen10/05/26 - Jyllandsringen - Nordic 4 - DM |