Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic Race Viborg

Bedre racerbane venter til Classic Race Viborg

Classic Race
Viborg 

01/05/26 

ClassicRaceViborgI forhold til premiereudgaven er gadebanen blevet forbedret på en lang række punkter - Nye barrierer er ét af mange forbedringspunkter, som venter deltagerne og deres racerbiler, når de den 22.-24. maj 2026 stiller til start i den anden udgave af gadeløbet Classic Race Viborg.
 

”Sidste år var banen udelukkende bygget ved hjælp af traditionelle betonelementer, men vi har fået muligheden for at overtage de såkaldte Tecpro-barrierer, som man har anvendt ved Copenhagen Historic Grand Prix,” fortæller Nils Holm, direktør for Classic Race Viborg. ”I en kollision absorberer Tecpro-barriererne energien fra racerbilen på en mere effektiv måde, så der kommer færre skader på racerbilen. Tecpro-barriererne vil blive anvendt på de mest kritiske dele af racerbanen.”

Men forbedringerne stopper ikke her. 2025 var et premiereår for Classic Race Viborg med alt, hvad dette medførte, heriblandt flere lister med forbedringsforslag til den anden udgave af arrangementet. En af listerne vedrørte selve racerbanen.


Gadebanen ved Classic Race Viborg bliver mere jævn til glæde for chaufførerne i de gamle biler.
(Foto: Classic Race Viborg Fototeam)

”Op til debutløbet fjernede vi bl.a. helleanlæg og foretog andre ændringer for at forvandle vejene i industrikvarteret til en så god racerbane som muligt,” siger Nils Holm. ”Selv om der var gjort et stort planlægnings- og forberedelsesarbejde, så er der ting, man først oplever som en udfordring, når racerbilerne kører med 150 km/t ned ad Vognmagervej i modsætning til de 50 km/t, som er tilladt i hverdagen. Det har vi forsøgt at tage hånd om op til årets udgave af løbet.”

Et eksempel er de spærreflader på langsiden – de hvide, skraverede dele af Vognmagervej, hvor man ikke må køre. Til hverdag altså. Men i pinsen kører racerbilerne over dem, og så skaber forhøjningerne masser af uro i racerbilerne, hvorfor spærrefladerne fremadrettet vil blive malet og ikke støbt på asfalten. Samtidig vil der i rundkørslen mellem Agerlandsvej og Vognmagervej, som i løbsweekenden har funktion som opløbssving til langsiden, blive installeret rød-hvidecurbs, så racerkørernes småfejl med rattet ikke automatisk fører til et møde med en hård kantsten med skader til følge.


Opløbskurven fra Agerlandsvej til Vognmagervej bliver forsynet med rød-hvide curbs.
(Foto: Classic Race Viborg Fototeam)

”For enden af langsiden – Vognmagervej – drejer deltagerne skarpt til højre ad Industrivej, hvor de bliver mødt af en chikane,” fortæller Nils Holm. ”Denne chikane bliver til årets løb ændret, så den bliver mere jævn og ikke så hård ved racerbilerne.”

Der bliver også kælet ved en lang række andre detaljer til gavn og glæde for racerkørerne. Således bliver der opsat svingpile, ligesom nedtællingsskiltene for 150, 100 og 50 meter til næste sving bliver gjort større.

Classic Race Viborg afvikles i år i pinsen. Fredag den 22. maj køres der træning og tidtagning. Lørdag den 23. maj skydes konkurrencerne i gang med de første heats i de forskellige klasser, mens finalerne køres søndag den 24. maj. Efter en hel weekend med race vil såvel racerkørere som publikum kunne bruge mandagen – der er anden pinsedag – til at hvile ud og fordøje indtrykkene.

Classic Race Viborg

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Viborg (Gadeløb)
  • 24/05/26 - Viborg (Gadeløb) - Classic Race Viborg
  •