 (Foto: DPPI Images)
Det er efterhånden længe siden, 2025-sæsonen sluttede i Bahrain. Selvom Peugeot TotalEnergies' danske fabrikskører har holdt sig varm med sejre i både USA, Asien og Europa, er det noget særligt at komme tilbage bag rattet af den imponerende Peugeot 9X8 og tage hul på en ny sæson:
"Jeg har glædet mig helt vildt til at starte WEC-sæsonen igen. Det har været en lang pause, og hele teamet har arbejdet hårdt for at få en forbedret bil klar til sæsonen, så det bliver godt at komme ud og få den prøvet af mod konkurrenterne. Stemningen er virkelig god i teamet, og jeg har det godt med Loïc og Theo (Loïc Duval og Thèo Pourchaire, red.), og mine forventninger er høje til sæsonen - også selvom konkurrencen nok er stærkere end nogensinde", siger Malthe Jakobsen, der i tirsdags deltog i den officielle prolog - træningsdag - forud for sæsonstarten.
Her tilbagelagde Malthe og teamkammeraterne i #94-bilen mere end 200 omgange under skiftende vejrforhold, og det gav vigtige data til Peugeot TotalEnergies' ingeniører.
 (Foto: DPPI Images)
"Det var en god og produktiv dag, hvor vi startede ud i regnvejr, inden det midt på dagen tørrede op og varmen ramte banen - og så kom regnen igen sidst på dagen. Det har givet os rigtig god viden om bilen under forskellige forhold, og det kan blive vigtigt allerede i denne weekend, for det ser ud til, at det kan blive en våd affære", siger Malthe Jakobsen, som har planen klar for årets første VM-løb:
"Jeg tror, nøglen til et godt resultat bliver at køre fejlfrit, især hvis vejrforholdene bliver så udfordrende, som de ser ud til at blive. Der skal vi bare holde bilen på banen og fokusere på opgaven, for alt kan ske i vanskelige vejrforhold. Og så skal jeg huske at nyde det, for det er altså noget særligt at køre sådan en Hypercar", lyder det fra den glade thybo.
Weekendens løb på Imola kan ses live på TV2 Sport, Eurosport samt FIAWEC+.
 (Foto: DPPI Images)
Tidsplan for FIA WEC på Imola:
Fredag d. 17. april
10.15 - Free Practice 1
15.15 - Free Practice 2
Lørdag d. 18. april
10.30 - Free Practice 3
15.10 - Kvalifikation (Hypercar)
15.30 - Hyperpole
Søndag d. 19. april
13.00 - Race Start
Jakobsen Motorsport
Kim Gripping Læs mere om: Malthe JakobsenImola19/04/26 - Imola - FIA WEC - FIA VM |