 (Foto: Grippo)
Det viste sig at være en god beslutning, både set på resultatlisten og antallet af timer brugt på værkstedet mellem løb. En nyere bil og et bedre udgangspunkt har gjort det muligt at fokusere mere på udvikling og fremgang:
"Tidligere har jeg mistet en del point på trælse fejl og problemer, så jeg trængte til at der skulle ske noget nyt. Da jeg købte Peugeot'en besluttede jeg at bruge 2025-sæsonen udelukkende for at lære bilen at kende og få erfaringer med hvordan den arbejder, så jeg kan være godt med fra start i år”, siger Lasse Genz, som har konstateret, at det er en helt anden bil end den ældre Corolla:
“Jeg har aldrig tvivlet på bilen, men den har til gengæld givet mig lidt af troen på egne evner tilbage! Den gamle bil skulle næsten tæves rundt på banen for at være hurtig nok, men i 208’eren bliver jeg belønnet for at køre pænt. Det er noget af en omvæltning, men det passer godt til min kørestil”, siger Lasse Genz.
 (Foto: Grippo)
Med en stærk bil mellem hænderne tør midtjyden også sige ambitionsniveauet for sæsonen højt. For Genz Motorsport stiller ikke op i Touring Car Championship Danmark blot for at være med:
“Planen er at kæmpe med om mesterskabet i Basic-klassen. Det var målsætningen allerede sidste år, da jeg købte bilen, at i år skal være året, hvor jeg tager et mesterskab, så nu er alle sejl sat for at det skal lykkes. Sidste år brugte vi en del kræfter på at lære bilen at kende, så jeg føler mig ret godt forberedt til sæsonen”, siger Lasse Genz.
Sidste år viste den erfarne midtjyde, at han og den franske forhjulstrækker var stærkt kørende i regnvejr. Finaleweekenden på Padborg Park bød på massivt regnvejr, og her blev langt hurtigere biler i klassen sat til vægs af den lille franskmand. Alligevel får det ham ikke til at danse regndans i dagene op til hver løbsweekend:
“Jeg kan godt lide regnvejr, og Peugeot’en var rigtig stabil da den fik regndækkene på, så til forskel fra de hurtigere biler kunne jeg få alle hestekræfterne i underlaget. Og fordi bilen var så godt kørende, kunne jeg bruge de ting, jeg har lært i tidens løb. Det var fedt nok, men så er sådan en regnvåd weekend bare heller ikke sjovere...”
 (Foto: Grippo)
Skulle planen om at sikre Basic-mesterskabet lykkes for Lasse Genz, har han allerede helgarderet sig og gjort det muligt at hæve ambitionsniveauet. Motoren i den lille Peugeot kan nemlig skrues op i ladetryk og dermed avancere til en højere klasse:
“Det er ikke ret svært at få bilen gjort klar til en hurtigere klasse, og det kunne da være sjovt først at vinde i Basic og så tage en klasse eller to mere de næste år. Men lige nu er fokus altså 100 procent på denne sæson - så tager vi lige den snak, når de andre er i hus”, griner Lasse Genz.
Sæsonen i Touring Car Championship Danmark starter som i fjor på Sturup Raceway, der slår dørene op til danskerweekend den 18-19. april.
Touring Car Championship Denmark
Kim Gripping Læs mere om: Sturup Raceway19/04/26 - Sturup Raceway - Touring Car Championship Denmark |