Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic GT3 Cup Danmark

Den tætte konkurrence giver store oplevelser

Classic
GT3 Cup
Danmark 

23/03/26 

Steffen Gregersen glæder sig til at Classic GT3 Cup starter sæsonen i maj måned, så hans Porsche 997 GT3 Cup kan få lov at strække ben blandt ligesindede i det nye mesterskab.
 

Den passionerede viborgenser har flere motorsportsprojekter bag sig, heriblandt Classic Race Viborg, som afviklede sit første løb i fjor. Nu står han både som med-initiativtager og deltager i Classic GT3 Cup, hvor der på sigt skal kunne samles et stærkt felt af Porsche-racere til tæt, fair og underholdende racerløb.

"Det er ingen nyhed, at de bedste racerløb bliver kørt i mere eller mindre jævnbyrdige biler, og det er præcis dén opskrift som Porsche har brugt i 30 år. Ens biler giver tæt konkurrence og ræs i verdensklasse, og så er der noget helt særligt over det, når et helt felt af Porsche-racere kommer blæsende ned mod første sving", siger Steffen Gregersen, som efter flere sæsoner i den tyske Classic DTM skiftede til Golden Ära, hvor fokus ligger på Porsche-modellerne.

"De gamle DTM-racere var fede, men der kom hele tiden nyere og vildere modeller ind i klassen, og så handlede det pludselig mere om at have det nyeste, end at være den dygtigste bag rattet. Med Porsche-klasserne er vi tilbage til, at det handler om køreren bag rattet, og dét tiltaler mig meget", siger Steffen Gregersen, som siden sidste år har arbejdet for at skabe noget lignende i Danmark.

Det sker i år, når Classic GT3 Cup bliver en realitet. Flere løb køres sammen med Special Saloon Car-klassen, men der køres også løb med tyske Golden Ära - både i Danmark og på Nürburgring i Tyskland.

For at gøre det let for nye deltagere, er der opsat flere muligheder for at komme til start i klassen. Der er blandt andet mulighed for at købe en komplet arrive & drive-pakke, ligesom der er flere muligheder for at købe eller leje biler til klassen.

"Vi har i vores team gjort klar til, at én eller flere kørere bliver del af vores setup. Nu har vi efterhånden drevet racerteam i mange år, så vi har både faciliteterne og erfaringen til at service og vedligeholde racerbilerne. En sådan løsning er nem, for vi sørger for det hele, så du kommer bare med din køredragt og hjelm - resten har vi styr på", siger Steffen Gregersen, som også har sat sin bil til salg - men ikke fordi han ikke vil køre:

"Jeg ved, at mange synes at det er bøvlet at overtage en brugt racerbil, for hvad nu hvis noget ikke er i bedste stand. Min bil er til salg, hvis nogen ønsker at overtage en top-klargjort racerbil, hvor man bare kan trykke på knappen og køre på banen. Skulle den blive solgt, køber jeg en anden bil og får den gjort klar til start", forsikrer Steffen Gregersen.

Den midtjyske Porsche-kører ser meget frem til at tage hul på sæsonen og lukke nye kørere ind i universet af Porsche-racere, kammeratskab og enestående oplevelser:

"Det bliver så godt. Noget af det bedste, jeg ved, er, når jeg kan mærke at folk har haft en fed weekend. Så gør det ingenting, at der er gået mange timer med forberedelser op til, for det er det hele værd. Sådan håber jeg også at det bliver i Classic GT3 Cup", siger han.

Tilmelding til serien kan ske ved skrive til classicgt3cup@gmail.com eller ringe til enten Bent Dyhre på 2275 3415 eller Steffen Gregersen på 2121 3063.

Se mere på Classic GT3 Cup's Facebookside, hvor det også er muligt at se informationsmateriale om sæsonen.

Løbskalender for Classic GT3 Cup:

9.-10. maj: FDM Jyllandsringen med Special Saloon Car
6.-7. juni: Ring Djursland
27.-28. juni: FDM Jyllandsringen med Golden Ära Classic Cup
8.-9. august: Nürburgring GP, med Golden Ära Classic Cup
5.-6. september: Padborg Park Night Race med Special Saloon Car

Classic GT3 Cup

Kim Gripping