Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Klar til kamp: Frederik Schandorff vil på podiet i Sebring

SportsCar
Championship 

20/03/26 

Den danske Ferrari-kører jagter en podieplads i årets udgave af det legendariske 12-timersløb på Sebring International Raceway, som skydes i gang lørdag eftermiddag dansk tid.
 


(Foto: Inception Racing)

Målet er et trofæ, når Frederik Schandorff og resten af holdet bag Inception Racing den kommende weekend igen stiller til start på Sebring. Det amerikanske Ferrari-team var sidste år tæt på en tredjeplads i det prestigefyldte og benhårde 12-timersløb, og i år skal sølvtøjet med hjem, mener danskeren, som har tre Sebring-deltagelser på sit CV.


(Foto: Inception Racing)

– To gange har vi sluttet lige uden for podiet, så denne gang skal det lykkes. Vi har forberedt os ekstra meget, blandt andet med en test i februar, som gik rigtig godt, og som forhåbentlig kan give os de ekstra tiendedele, der kan sikre os et topresultat. På Daytona i januar havde vi farten til at være med i toppen af GTD-feltet og blev kun hæmmet af et tidskrævende bremseskift, så forventningerne til et Sebring-podie er ret høje, forklarer Frederik Schandorff.


(Foto: Inception Racing)

Ligesom mange andre sportsvognskørere ser danskeren frem til Sebring-løbet, som er et af kalenderens højdepunkter. Den rå og berygtede racerbane, som bygger på resterne af en militærlufthavn fra Anden Verdenskrig, er garant for tæt, underholdende og nådesløst ræs.


(Foto: Inception Racing)

– Det er benhård amerikansk sportsvognsracing, når det er bedst. Her er der absolut ingen plads til fejl, for enten rammer du en bil eller en betonbarriere, eller også sidder du fast i sandet. Det er intenst fra start til slut, og det gælder om at kæmpe sig igennem løbet og holde sig i toppen af feltet uden kontakt, så du har en stærk bil til løbets sidste timer, tilføjer danskeren.


(Foto: Inception Racing)

På Sebring skal Frederik Schandorff igen dele sin gule Ferrari 296 GT3 med teamkammeraterne Brendan Iribe og Ollie Millroy. Trekløveret får kamp til stregen i den 17 biler store GTD-klasse – i alt stiller 55 biler til start i 12-timersløbet. Kvalifikationen afvikles fredag den 20. marts klokken 11.25 lokal tid, mens løbet skydes i gang lørdag den 21. marts klokken 10.10 lokal tid – det er klokken 15.10 i Danmark. Løbet kan følges live på Viaplay.


(Foto: Inception Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Sebring
  • 19/03/26 - Sebring - SportsCar Championship - Internationalt
  •