Efter en succesfuld debutsæson er Formula GT Challenge nu klar til at løfte sløret for 2026-kalenderen. Seriens anden sæson byder ikke blot på en sæson med flere løbsweekender, som bryder med den traditionelle måde at afvikle et mesterskab – men vil også forvandle sig til et ægte skandinavisk mesterskab med afdelinger på både danske, norske og svenske racerbaner.
 (Foto: Formula GT Challenge)
“Vi er begejstrede for at kunne præsentere en 2026-kalender, som byder på endnu flere udfordrende løb – og nu på baner i alle tre skandinaviske lande. Der opleves stor interesse fra nye deltagere, og med et program, som indeholder spændende nyheder, er der lagt op til en bragende sæson for Formula GT Challenge, både for fans og deltagere,” lyder det fra Race Promotor hos Formula Automobile, Chresten Hansen.
“Formula GT Challenge er bygget op omkring en fælles passion for Ferrari og et stærkt fællesskab inden for motorsporten. Vi kan se tilbage på en meget fin debutsæson, hvor vi havde hele 21 deltagere til start. Med de nye tiltag ser vi frem til endnu flere i 2026”, tilføjer Race Executive hos Formula Automobile, Thor Qualmann.
 (Foto: Formula GT Challenge)
Afdeling 1+2: Anderstorp Raceway (Sverige) – 1.-3. maj
2026-udgaven af Formula GT Challenge skydes i gang på legendariske Anderstorp Raceway, som i halvfjerdserne var et fast indslag på Formel 1-kalenderen, og som i nullerne også lagde asfalt til verdensmesterskabet for GT-biler, FIA GT Championship. I dag er banen med sin længde på mere end fire kilometer stadig Skandinaviens længste racerbane med et layout, som passer godt til de hurtige GT-biler. Med fire træningssessioner om fredagen samt løb både lørdag og søndag får deltagerne masser af køretid – den perfekte start på sæsonen.
Afdeling 3: FDM Jyllandsringen (Danmark) – 30. maj
Som noget nyt afvikles tredje runde af mesterskabet i forbindelse med det efterhånden traditionelle og legendariske årlige trackday-event arrangeret af My Garage på FDM Jyllandsringen. Træning og løb afvikles denne gang på én og samme dag, hvilket skaber et hæsblæsende program med tryk på intensiteten – og igen masser af køretid.
Afdeling 4: Rudskogen Motorsenter (Norge) – 15.-16. august
Rudskogen Motorsenter lægger i 2026 asfalt til den første udgave af Formula Racing Days – en regulær Ferrari-festival, som afholdes på det flotte norske anlæg, der holder international standard. Her bydes på træning lørdag og løb søndag, mens der i pauserne vil være underholdning, når nogle af de mest spektakulære gade- og racingversioner fra Ferrari slippes løs på banen. Igen en weekend med masser af køretid for deltagerne – og denne gang på en ekstra udfordrende bane.
Afdeling 5: FDM Jyllandsringen (Danmark) – 26.-27. september
Årets udgave af Formula GT Challenge afsluttes igen i forbindelse med DM-Finalen på FDM Jyllandsringen, hvor titelvinderne skal kåres. I 2026 køres igen – udover det generelle klassement, Trofeo Pirelli, hvor alle bilmodeller deltager – også en særlig klasse kaldet Coppa Formula. Denne klasse er forbeholdt 488 Challenge-modeller samt ældre Challenge-versioner, og der forventes mange deltagere til start.
MERE INFORMATION
https://formularacing.dk/formulagtchallenge/
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj |