Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Endurance Race

”24 timer på Portimão” med Thomas Bakke

Endurance 
22/12/25 

Lad os bare starte fra starten af, billige flybilletter, 18 grader i december, hotel med udsigt til en fantastisk Formel 1 racerbane, en fornuftig bar -og sågar spaområde og pool.
Det havde jo egentlig været så rigeligt i sig selv, hvis ikke det havde været for Per Bernd og BMSport, som også havde fået fragtet en håndfuld C1 racere med tilhørende udstyr de godt 3300 km mod syd, med en forventning om at føromtalte hotelgæster skulle holde de ydmyge C1’ere roterende 24 timer i streg.
 


(Foto: Joao Filipe)

Ideen er så fjollet at 44 C1’ere fra blandt andet Portugal, England, Belgien og Danmark var samlet til C1 Eurocup 24 timers løb på ”Autódromo Internacional Algarve”, det er et langt navn, men den fortjener hvert et bogstav.

Det moderne anlæg ved Portimao på den Portugisiske sydkyst blev indviet i 2008, og selve banen er 4,6 km. lang; en meget kuperet en af slagsen, og flere af de 16 sving byder på en skøn kombination af sving, bremsezone og niveauforskelle - på samme tid. Undertegnede var med som mekaniker/altmulig-fidus på BMSport bilen med nr. 450/ Sebtor Auto med nr. 453, vores dobbelte pitgarage husede også to øvrige dansker biler, MHO Racing med nr. 451, og Lindholm med nr. 307, og selvom vi naturligvis var konkurrenter, så deltog alle i at holde biler og teams kørende.

Og lad mig bare afsløre det med det samme: det var en fuldstændig fantastisk oplevelse, også selvom jeg ikke selv var bag rattet.


(Foto: Joao Filipe)

Tre kørere på en bil, er lige præcis nok
Allerede under træningen så farten rigtig lovende ud, begge biler lå stabilt i top-10, kvalifikationen var derimod kort og hektisk, men startplaceringer som henholdsvis 7 og 14 var absolut godtaget.

At gennemføre et 24 timers løb er en bedrift i sig selv, og ”play it safe” er en oplagt ide, køre fornuftigt, holde sig ude af ballade, holde bilen kørende og håbe at der ikke går noget i stykker. Og det var så (et af de steder) hvor jeg blev klogere, ”play it safe” var ikke noget de 44 andre havde tænkt sig, det blev hurtigt klart at det her var RACERLØB, fra start til slut.

Fra start var vi rigtig godt med, og med et ambitiøst signal fra førersæderne, blev der lagt et vis pres på arbejdet i pitten, hvor strategi, aftaler og timing skal være på plads, kommunikationen mellem kører og Pit, og kørerne imellem skal hele tiden fungere - hvilket i øvrigt er en hel del nemmere klokken 17.00 end klokken 04.00.

Og med kun tre kørere på en bil, skal der planlægges, der ikke tid til at der opstår usikkerhed under et pitstop, eller at en eller anden er på toilettet, på det forkerte tidspunkt...

Kørerbesætningen på Sebtor Auto med nr. 453, var de tre gamle kendinge, Sebastian Petersen, Torben Nielsen og Bent Dyhre Hansen som alle har erfaringer 24 timers løb i C1, så ud af boxen var de hurtige, især Torben imponerede med nogle fantomtider. Det var desværre ikke nok at være hurtig, langt inde i løbet lå 453’eren generelt i top-10, men så ramte uheldet, en solid påkørsel ud på natten betød en tur i pit, og selvom bilen relativt hurtigt var køreklar igen, så var værdifuld tid tabt, men så enkelt var det ikke, ved den efterfølgende tankning viste det sig at benzintanken var revnet og dryppede.


(Foto: Joao Filipe)

Klokken var omkring 04.00 da en ny benzintank var monteret, men så var løbet kørt, og tilbage var bare at gennemføre - trods alt.

Kørerbesætningen på BMSport bilen med nr. 450 kunne på papiret godt se lidt ”broget” ud. Den garvede Per Bernd, som denne gang deltog ved sit syvende 24 timers løb i en C1’er, skulle dele sin bil med yngre kræfter, Casper Olsen der med blot et par års erfaring har gjort det rigtig godt i C1 Scandinavia, og Rasmus Larsen som tog licens og havde sin baneløbsdebut i C1 Scandinavia i august.

Det skulle vise sig at være et fantastisk team, undervejs bøvlede Per noget med helbredet, det betød blot at Rasmus og Casper steppede op, og leverede hurtige, stabile og sikre stints på stribe.


(Foto: Joao Filipe)

Da solen stod op søndag, havde 450’eren kørt godt 16 timer uden et eneste problem, og teamet lå til en rigtig pæn placering. Meeen, med de omgangstider der blev præsteret så det faktisk realistisk ud med en endnu bedre placering, så vi blev enige om at presse citronen yderligere - både bag rattet og på pit strategien.

Bilen fortsatte med at køre perfekt, og især Casper og Rasmus imponerede ved at tage ansvar, og fortsætte - bare endnu hurtigere.

Da det var Casper som havde rattet da starten gik, blev det aftalt ar Rasmus fik lov at tage målflaget - som vinder af vores klasse, og samlet 7’er.

Indtryk fra C1 24h
Et kvarter før start er de 44 biler linet op, og startgridden summer af aktivitet og forventning, hundredvis af kørere, mekanikere, hjælpere, (og lige så mange fotografer) er med til at skabe en fantastisk stemning. Der er dog hverken overflyvning med kampfly, eller elitesoldater der rappeller ned fra en helikopter, men mindre kunne også gøre det.

De 44 C1’ere bliver sendt ud på formationsomgangen, og da rullestarten går, minder det faktisk om en Le Mans start: fra start er albuerne ude, og overhalinger i allerførste sving er tilsyneladende vigtige, en pæn del af feltet kører som om det var et 15 minutters sprint løb.

Begge vores biler kommer godt fra start, holder sig ude af ballade, farten er god, og efter de første tre timer ligger vi fortsat i den bedste tredjedel af feltet, en enkelt omgang efter den førende bil. Men herfra ryger bilerne ud af pitstop sync, så de ene øjeblik ligger vi samlet 7’er, laver et perfekt 3 minutters pitstop, og kommer ud som 22’er - der skulle kigges lidt data for at opretholde gejsten.


(Foto: Joao Filipe)

Når mørket falder på, skal kørerne arbejde langt mere for at orientere sig, finde bremsepunkter og i øvrigt hitte ud af trafikken, hvilke biler skal man forbi, hvilke biler skal man hænge på osv. her bliver kommunikationen med pitten rigtig vigtig, det ret avancerede tidtagningssystem giver gode mulighed for at informere køreren om flagzoner, track position, safetycar og de nærmeste konkurrenters aktuelle omgangstider m.v.

Ved midnatstid har det allerede været en lang dag, fyldt med action og nye indtryk, men der er stadig 16 timer igen til målflaget, omfanget af opgaven med at gennemføre et 24 timers løb begynder at forme sig.

Igennem natten er der en hel særlig stemning i pitten, selv i Portugal er der i en december nat mørkt som i bjørnens røv, projektørerne på de roterende C1’ere, og lyset der strømmer ud af pitgaragerne står i skærende kontrast til det kølige mørke der omgiver banen, og hvor der om dagen er masser af folk i pitten, er man nu trukket ind i garagerne, i nogle få minutter af gangen kan der være nærmest mennesketomt ud for den 400 meter lange pit garage bygning, lige indtil et hold mekanikere vælter ud af en garage til et pitstop, et slag på tasken, så blev der afviklet knap 800 pitstops, så helt dødt var der aldrig.

Når trætheden melder sig, handler det om at budgettere lidt med energien, skiftes til at finde en halv time med lukkede øjne, inden der igen skal piskes rundt til næste pitstop eller kørerskifte. Den intense stemning, og alt det fede ved et motorløb, bliver pludseligt et konstant vilkår man skal holde ud, der lugter lidt af benzin over det hele, det larmer HELE tiden, og i vores 4-bils garage er der altid en bil på vej ud eller ind. De medbragte liggestole kommer flittigt i brug, men decideret søvn bliver det ikke til.

Sidst på natten var man slidt, men det kølige mørke bliver brudt af solopgangen og et tiltrængt skud energi kan mærkes, endnu en kop kaffe og en gang tandbørstning bidrager til illusionen om at man er frisk på en ny dag, og med 16 timer gennemført, er der kun 8 timer igen.


(Foto: Joao Filipe)

For vores vedkommende var det her at vi kunne konkludere at efter nattens uheld var 453’eren ude af podie rækkevidde, men trods alt stadig var hurtigt kørende. 450’eren lå derimod rigtig godt, og teoretisk set var der potentiale til mere, gutterne skulle bare holde tempoet oppe, stints og pitstop skulle optimeres, så ville vi teoretisk set kunne avancere 2-3 placeringer i løbet af de sidste 8 timer, som planlagt - så gjort.

I den sidste tredjedel af løbet er 450’eren konstant en af banens absolut hurtigste biler, og på omgang nummer 380 sætter Rasmus 4. hurtigste omgangstid af alle biler. Da vi nærmer os den sidste time ligner den en sejr i vores klasse og en generel 7. plads, men det er tæt, og forudsætter at INTET går galt - et uventet pitstop, en påkørsel, en afkørsel eller en straf vil sætte det over styr.

Vores nærmeste konkurrent og garage ”roommate” var Lindholm bilen med nr. 307, og her kunne timingen af det allersidste pitstop have afgjort det indbyrdes resultat, så der blev kigget noget over skuldrene på vores venner, og der skal lyde et stort tillykke til Lindholm holdet for andenpladsen i klassen (og 9’er generelt), de holdt os til ilden til det sidste.

Vi forsøgte endda at få Rasmus til at skrue lidt ned for tempoet de sidste par omgange, og bare køre sikkert, den besked var anderledes svær at få igennem, men det lykkedes.

Intet kan tages for givet til et 24 timers løb, og rigtig mange faktorer skal spille for at få et godt resultat med hjem, og det er ikke dem alle man selv kan kontrollere. Uanset vores fremragende resultat, så var det på alle måder en fantastisk oplevelse at være med, og jeg melder mig gerne til den næste tur.


(Foto: Joao Filipe)

Øverst på podiet i Portimao, med pokaler i hænderne, sjasket ind i Champagne og til applaus fra flokken nedenfor, var det naturligvis alle anstrengelserne værd, og de 35 timer der var gået siden man stod op lørdag morgen, var vel bare en "walk in the park", og hvis jeg lige kunne få et bad og en lur, så var jeg såmænd klar igen.

Thomas Bakke