Fredag aften blev årets finaleløb i Dansk Super Rally skudt i gang. 66 mandskaber forlod Stoholm Fritids- og Kulturcenter for at gennemkøre de første fire af de i alt 15 hastighedsprøver i Rally Stoholm. To gange skulle deltagerne køre på en hastighedsprøve i selve Stoholm, to gange på en gennemgående hastighedsprøve med bl.a. grusunderlag udenfor byen.
 Rally Stoholm blev fredag aften skudt i gang i Stoholms gader, hvor den lokale kører Jan Petersen var første mand afsted i sin Skoda Fabia Rally2. (Foto: Morten Alstrup)
Kenneth Madsen/Mads Dalsager, Slagelse/Solbjerg, har lagt sig i front af rallyet med et forspring på 6,7 sekunder til Simon Vallentin/Karsten Isaksen, Holbæk/Egtved. Sidstnævnte mandskab var hurtigst på de to landevejsprøver, førstnævnte gennem vinkelsvingene på byprøven, hvilket understreger, hvor tæt starten på Rally Stoholm var.
Jacob Madsen/Line Nedergaard, Ruds Vedby/Viborg, deltager ved Rally Stoholm i deres sidste rally, men har lagt sig solidt på den sammenlagte tredjeplads.
Af de 66 startende mandskaber er de fleste stadig med i rallyet. Et mandskab måtte udgå efter mindre end én omgang ved gennemkørslen af den første byprøve, da deres rallybil brød i brand – en brand, som dog blev slukket af en resolut official. Et mandskab udgik efter en rulletur, mens et tredje mandskab måtte kaste håndklædet i ringen, da andenkøreren måtte bukke under for køresyge. Et hold havde en afkørsel, men forventer at kan være med igen lørdag.
Rally Stoholm fortsætter lørdag morgen. 8.36 starter første mandskab på det militære område ved Skive, hvor det første af lørdagens 11 hastighedsprøver skal afvikles. De øvrige hastighedsprøver afvikles ved Kjeldberg, Sparkær og mellem Sejbæk og Daugbjerg.
Rally Stoholm
Læs mere om: Viborg11/10/25 - Viborg - Dansk Super Rally - DM |