Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Tredje Legends Car Cup titel kørt i hus af Kevin Verner

Legends Car Cup 
06/10/25 

Legends Car CupAutoforum Racing Team Silkeborg og Kevin Verner har kørt deres tredje Legend Car titel i hus, efter 2025 sæsonen sluttede i forgangene weekend på Padborg Park.
 

Den ultrapopulære serie har igennem årene haft forskellige titelsponsorer, og i år var det således Daarbak redoffice Legends Car Cup Danmark titlen at man kørte om.


(Foto: Motorsporten.dk)

Titlen er blevet kørt hjem ved hjælp af hurtig og stabil kørsel gennem sæsonen, som startede på selv samme bane i april måned.

Her startede den unge racerkører med at tage føringen i mesterskabet, som holdt indtil august måned, hvor han kortvarigt måtte afgive førstepladsen til den nærmeste konkurrent i mesterskabet – og det var i år igen fætter Joachim. De to har de seneste tre sæsoner leveret utrolig tæt ræs, og i to ud af de tre seneste sæsoner, har titelkampen også stået mellem dem, hvor der gang på gang er blevet duelleret med kun få centimeter mellem de to racere.

Ved Night Race for en måned siden, tog Kevin Verner mesterskabsføringen tilbage, og holdt fast i den føring helt til målflaget i det sidste løb.


(Foto: Motorsporten.dk)

Sæsonfinalen blev kørt under utroligt udfordrende konditioner, hvor der ikke blev kørt på banen, uden at det regnede enten ved starten, undervejs, eller mod slutningen af de omkring 20 minutter lange sessioner.

Efter næsthurtigste tid i træningen, blev der gradvist givet mere og mere gas i henholdsvis kvalifikationen, og den efterfølgende Shootout, hvor de 20 hurtigste biler skulle dyste om at sætte den hurtigste tid, og derved score maksimumpoint. Det lykkedes den sorte og røde racer med startnummer 512 at være hurtigst af alle, og dermed sætte 25 mesterskabspoint ind på kontoen.

Som altid blev der byttet rundt på top-20 fra kvalifikationen til startopstillingen i løb 1, og det gav Kevin Verner mulighed for at køre sig frem i feltet.

Det var dog lettere sagt end gjort, da der var en del Safety Car under lørdagens løb, grundet afkørsler blandt konkurrenter. Men når der var grønt flag, havde han også fart på. Han gik fra 20. startposition til 9. pladsen på den første omgang af løbet. Han endte med at slutte løbet på tredjepladsen, hvilket gav anden startposition til søndagens første løb.

Her blev det til en rigtig god start, og hurtigt var han i føring af løbet. Den måtte han dog afgive igen – men det betød ikke det helt store, da han bare skulle slutte indenfor en håndfuld placeringer af fætter Joachim – og det lykkedes til fulde, med en fin og sikker andenplads, som aldrig for alvor var truet.


(Foto: Motorsporten.dk)

Dermed kunne der køres helt frit til weekendens sidste løb, og her leverede de to fætre noget af det tætte racerløb, som vi er så vant til at se fra dem. De krydsede målstregen som etter og toer, hvilket var en fantastisk afslutning på sæson 2025.

ARTS vil gerne sende en stor tak til alle dem, som har støttet op omkring holdet gennem året, som vel at mærke startede med en ny racerbil, som kun blev bygget færdig 5 dage før sæsonstarten, testet tre dage før det første løb, og fik folie på, aftenen inden den blev pakket i traileren og kørt til den første løbsweekend! Uden jeres hjælp, ville det ikke være muligt at køre så stabile topresultater hjem.

Tak til alle de venner, familie og ikke mindst alle de tilskuere, som har støttet op omkring holdet, uanset om det har været på banerne eller hjemme foran tv- eller computerskærmene.

Sidst men ikke mindst, skal der også lyde en tak til alle de frivillige, som er aktive ude på banerne, og som afvikler løbsweekenderne. Uanset om I står med et flag i hånden, eller står i billetskuret, har I alle en vigtig rolle for alle udøvere i sporten, så vi kan komme til at nyde sporten, uanset om det så er bag rattet af en racerbil, eller ude på tilskuerpladserne.


Kevin Verner og fætter Joachim Lee Holmstoel.
(Foto: Motorsporten.dk)

Nu skal bilen parkeres hjemme i udstillingen hos Autoforum Silkeborg, hvor mesterskabsbilen fra 2023 allerede har stået udstillet siden sæsonfinalen sidste år.

De kommende måneder står på afslapning og forberedelse til 2026. Her er planerne ikke helt klar endnu, men der er også mange måneder indtil sæsonen formentlig starter i april måned – ja, løbskalenderne for 2026 er endnu ikke offentliggjort, så det er bare et gæt.


Mesterskabet blev traditionelt fejret med lidt dækrøg.
(Foto: Motorsporten.dk)

Autoforum Racing Team Silkeborg og Kevin Verner ønsker alle en god vinter, og så ses vi igen i 2026.

Pressemeddelelse


Læs mere om:
  • Kevin Verner
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Padborg Park
  • 05/10/25 - Padborg Park - Legends Car Cup
  •