Arbejdet med at reducere motorsportens miljømæssige aftryk er i fuld gang verden over. Også i Danmark, hvor Dansk Automobil Sports Union i flere år har arbejdet på grønne initiativer i samarbejde med baner og landets udøvere. Ét af de tiltag, som ser ud til at kunne gøre den største forskel og sikre motorsporten på lang sigt, er introduktionen af fossilfrit brændstof:
“Bilindustrien har længe jagtet alternativer til fossilfrie brændstoffer, og på landevejene har elbilerne efterhånden vundet indpas. I motorsporten er el ikke så ofte løsningen, og derfor har DASU de seneste par år undersøgt andre alternativer”, fortæller Jens Færgemann, klimaansvarlig i DASU.
“Vi har allerede afprøvet forskellige biobrændstoffer på en masse racerbiler og karts, og der er en helt entydig konklusion af, at det fungerer helt problemfrit og yder det samme som almindeligt brændstof”, siger Jens Færgemann.
 (Foto: Grippo)
For nylig afprøvede DASU biobrændstoffer i biler fra forskellige banesportsklasser, heriblandt C1 Scandinavia. På rullefeltet var der ingen forskel i bilens ydeevne mellem almindeligt brændstof og biobrændstof, og derfor var promotor Per Bernd klar til at tage skridtet videre - direkte til racerbanen.
I denne weekend udskifter Lea Bernd derfor brændstoffet i sin C1-racer til miljøvenligt biobrændstof. Formålet er, at få bekræftet, at det fossilfri alternativ fungerer uden problemer i et racerløb, og C1 Scandinavia giver med to timelange løb mulighed for at teste brændstoffet over længere tid.
“Vi må ikke være bange for at prøve noget nyt i jagten på at fremtidssikre vores sport. Jeg er imponeret over den indsats, DASU lægger i at finde vejen frem, og derfor gav det også sig selv, at vi skulle stille en bil til rådighed for forsøget”, siger promotor Per Bernd, der forventer at forsøget i sig selv bliver ganske udramatisk:
“Det er lidt et anti-klimaks, for hvis det går godt, lægger ingen mærke til at vi har fyldt tanken op med fossilfrit brændstof. Men jeg glæder mig til at se bilen gennemføre weekendens strabadser, og jeg er glad for at vi kan være med til at forme fremtiden for dansk motorsport”, siger Per Bernd.
Interesserede på FDM Jyllandsringen er velkomne til at kigge forbi C1 Scandinavia og høre nærmere om forsøget og potentialet.
C1 Scandinavia
Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen28/09/25 - Jyllandsringen - C1 Scandinavia |