Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Gustav Birch sejrede i van(d)vittig Night Race-finale

Super GT
Danmark 

16/09/25 

Super GT DanmarkAns-køreren blev den seneste vinder af Super GT-klassens sæsonhøjdepunkt
Night Race er uden tvivl højdepunktet i Selected Car Group Super GT-mesterskabet. Det er det løb, som alle vil vinde, og lørdag blev et nyt navn føjet til listen over løbets vindere. Det var Gustav Birch, Ans, som i sin første sæson i klassen kunne tage sin anden finalesejr. Og vel at mærke den mest prestigefyldte finalesejr af dem alle.
 

Køreren fra Hegelund Motorsport var blot tier i den forudgående tidtagning. Kørte en femte- og en sjetteplads i de to indledende heat lørdag aften. Så blev det finaletid. Ikke bare var solen gået ned vest for Padborg Park. Forholdene ændrede sig også for Super GT-kørerne på en helt anden måde. Ti minutter før finalen silede regnen ned i det sønderjyske!


Gustav Birch tog sin anden finalesejr i år og sin første ved Night Race.
(Foto: Stumpphoto)

Alle deltagerne fik skiftet til regnvejrsdæk på racerbilerne, mens deres mekanikere forsøgte at finde frem til de bedste indstillinger på undervognen, inden de 23 biler blev sluppet løs til det afgørende race. Nogle ramte plet. Andre ramte ved siden af.

I starten tydede finalen på at ville udløste en sikker og velfortjent sejr til Casper Pilgaard, Ryomgård, der før har været tæt på en Night Race-sejr. Han startede fra pole position, førte længe, men på den fjerdesidste omgang mistede han sin føring. Og det var ikke kun Martin Andersen, Viborg, der havde skygget ham siden starten, der gik forbi. Det gjorde Simon Seiersen, Assentoft, og Gustav Birch også. Selv om de var startet finalen som henholdsvis nummer 12 og 6, var de nu flyvende på den våde asfalt.

Simon Seiersen tog føringen, men havde under sit avancement ramt en konkurrent og blev idømt en strafbane. Og i samme øjeblik han kørte ind i strafbanesporet, strøg Gustav Birch forbi og tog sejren, men Simon Seiersen formåede dog at holde fast i andenpladsen foran Martin Andersen og Casper Pilgaard – sit bedste resultat i år.


Fra en startposition som nummer 12 fik Simon Seiersen indhentet den førende i finalen, Casper Pilgaard.
(Foto: Stumpphoto)

Martin Andersens finale blev præget af taktisk kørsel. Før Night Race-weekenden var han ti point fra den mesterskabsførende Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, men da denne forlod finalen i en afkørsel, er rækkefølgen nu ændret, så Martin Andersen fører med seks points forspring inden finalen på Padborg Park den 5. oktober. Også bronzekampen er tæt. Efter Night Race er det således kun 14 point, som adskiller Casper Pilgaard, Gustav Birch og Kevin Brandsborg, Varde.

Selected Car Group Super GT Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 13/09/25 - Padborg Park - Super GT Danmark
  •