Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Vandel vinder værtskab for Gokart-VM 2026

Go Kart 
10/09/25 

Vandel Gokart løfter motorsportsbegivenhed i verdensklasse
En lille familieejet gokartbane på den tidligere flyvestation i Vandel har opnået en bemærkelsesværdig milepæl: Vandel Gokart er blevet udpeget som officiel vært for Kart World Championship (KWC) 2026 – verdensmesterskabet i Rental Karting – og bringer dermed en global motorsportsbegivenhed til Danmark.
 

At Vandel Gokart nu er udpeget som officiel vært for KWC 2026 kommer ikke af sig selv. Allerede i 2023 tog ejer Thomas Geert Jørgensen til KWC’s ledelse for at byde ind på værtskabet. Efter en finalerunde mellem to kandidater faldt valget på Danmark, og den 1. august 2025 blev Vandel Gokart officielt tildelt VM 2026.

Dermed står Vandel Gokart nu med blot ét år til at forberede alt fra faciliteter til sponsoraftaler og logistik frem mod det store event. Arbejdet er allerede i gang, og ambitionen er klar: Verdensmesterskabet i 2026 skal være det bedst afholdte VM i udlejningsgokart til dato. Udover æren forventes værtskabet også at sætte Vandel – og Danmark – på landkortet i denne hastigt voksende niche af motorsport.

Fra den 22. juli til 1. august 2026 afholdes Kart World Championship (KWC) for første gang i Danmark, når Vandel Gokart er vært for verdensmesterskabet i rental karting – et prestigefyldt event, der hvert år samler de bedste kørere fra hele verden.

En kæmpe ære
Thomas Geerk Jørgensen: "Da vi bød ind på værtskabet i 2023, vidste vi, at vi kunne tilbyde noget unikt. At vi nu er valgt som værter, er en kæmpe ære, og ambitionen er klar: VM 2026 skal være det bedst afholdte Rental Karting-verdensmesterskab nogensinde. Det er ikke kun en ære at få værtskabet – det sætter også Vandel og Danmark på landkortet i denne hastigt voksende niche af motorsport."

Fra familievirksomhed til verdensscenen - Lokal bane med globalt format
Vandel Gokart blev i sin nuværende form etableret i 2007 af Mogens Kristensen som en familievirksomhed. I dag drives banen af hans søn, Thomas Geerk Jørgensen, og svigersøn, Nikolaj Schmidt Jørgensen.

Fra starten afveg banen fra de gængse gokarttilbud ved at satse på rental karting: Anlægget blev designet specifikt til rental karting – noget dengang unikt i Danmark. Den teknisk krævende bane tiltrak hurtigt mange besøgende, og familien udvidede med to separate flåder af gokarts - én til tørvejr og én til regnvejr - for at sikre optimale køreoplevelser under alle forhold.

En væsentlig faktor bag banens succes skal findes i dens strategiske beliggenhed. Anlægget er placeret på det tidligere militære område, der husede Flyvestation Vandel, og som i dag er en del af Vandels Erhvervspark. De store åbne arealer og den eksisterende infrastruktur har givet optimale rammer for at skabe en teknisk krævende og sikker bane, der samtidig er let tilgængelig for både danske og udenlandske gæster.

Kurs mod VM 2026
Gennem årene har banen kontinuerligt udviklet sine faciliteter og ydelser for at fastholde interessen hos kunderne. Der er indført tiltag som eksempelvis vægtudligning af karts, så kørere konkurrerer på lige vilkår, elektroniske tidtagningssystemer og digitale laptimers på rattet.

Samtidig har Vandel Gokart formået at appellere til både det brede publikum af fritidskørere og de ambitiøse konkurrencekørere, der bruger udlejningsgokart som springbræt ind i motorsporten. Især siden 2015 har virksomheden satset målrettet på talentfulde kørere med begrænset budget og opbygget løbsserier samt mesterskaber, hvilket har hævet niveauet for rental karting sporten i Danmark generelt.

Robusthed gennem ansvarlig vækst
Thomas Geerk Jørgensen: "Vi har hele vejen fokuseret på at drive forretningen ansvarligt og udnytte vores niche frem for blind vækst," forklarer Thomas Geerk Jørgensen, medejer og CEO i Vandel Gokart. "Den strategi gjorde os robuste gennem corona-krisen, og den vedholdenhed – og viljen til at gå mod strømmen i branchen – har krævet mod. Men det er netop årsagen til, at vi i dag kan stå som værter for et verdensmesterskab."

International gennembrud og benhård konkurrence
De første skridt mod den internationale scene var i 2023 med det første nationale mesterskab for rental karting kørere Danish Rental Kart Championship (DRKC). Løbet i 2023 blev livestreamet på YouTube, hvilket vakte betydelig interesse uden for landets grænser. I 2024 blev arrangementet åbnet for udenlandske deltagere, og kørere fra over 15 nationer strømmede til. De 126 startpladser blev udsolgt på ni måneder. Året efter steg interessen yderligere, for i 2025 blev 144 pladser revet væk på blot 12 timer.

Den overvældende interesse viser, at rental karting sporten ikke blot er lokal underholdning, men en global konkurrencearena. KWC anses for at være en af verdens mest konkurrenceprægede firehjulede motorsportsdiscipliner. Deltageromkostningerne er relativt lave sammenlignet med fx formel-klasser, hvilket har resulteret i en enorm talentmasse og et ekstremt højt konkurrenceniveau. Vandel Gokarts stigende anerkendelse i miljøet har banet vejen for, at banen nu altså kan byde verdenseliten velkommen på hjemmebane.

Global konkurrence sport
Nikolaj Schmidt Jørgensen: "Når 144 pladser bliver revet væk på 12 timer, vidner det om en enorm talentmasse og et ekstremt højt konkurrenceniveau i sporten."

En af motorsportens hårdeste discipliner
Kart World Championship afholdes hvert år og tiltrækker eliten af rental karting kørere fra hele verden.

Med relativt lave deltageromkostninger, sammenlignet med eksempelvis Formel-serier, har mesterskabet udviklet sig til en af de mest konkurrenceprægede motorsportsdiscipliner på fire hjul med et bredt talentgrundlag og et ekstremt højt niveau.

Vandel Gokart