 (Foto: CD Sport)
“Det har været et super lærerigt løb og et rigtig godt samarbejde med CD Sport og mine to medkørere, Tate Bishop og William Cavailhes. Allerede fra første træning kørte jeg stærke tider, og jeg var hurtigste kører i bilen under både løbet og træningerne, så jeg er tilfreds med min præstation og glad for, at jeg tydeligt kunne vise mine evner som prototype-kører,” fortæller Christian Dannemand.
Desværre matchede farten ikke løbsresultatet, og den første udfordring opstod allerede på løbets anden omgang, hvor bilens bronzekører, William Cavailhes, gik fra en starplacering som 14’er til en 24. plads grundet et sammenstød.
“Jeg kom i bilen efter William, og der lå vi langt nede i feltet og havde også et par straffe med os. Det var meget slidte dæk, jeg kom ud på samt en fuld tank. Men jeg formåede at køre et godt stint, hvor jeg leverede top fem-tider. Efter en time bag rattet blev jeg så ramt af en teknisk defekt, og jeg var nødt til at køre i pit. Vi havde et meget langt pitstop, da teamet måtte skrue på bilen, før Tate kunne overtage den,” forklarer Dannemand, som efter Tate Bishops stint kørte det sidste kvarter af løbet.
 (Foto: Christian Dannemand Racing)
På trods af en uheldspræget løbsweekend, var det et løb, hvor 17-årige Christian Dannemand havde et velfungerende samarbejde med sine to medkørere samt hele teamet, som arbejdede på et højt professionelt plan.
“På baggrund af weekendens løb i Spanien har jeg fået gode tilbagemeldinger fra mine samarbejdspartnere med henblik på den kommende sæson, og jeg takker dem mange gange for deres støtte og alle dem, som har fulgt med i løbet og bakket op,” siger Christian Dannemand.
Den kommende weekend hopper Dannemand over i den vante Super GT-racer for at køre Night Race på Padborg Park. Det er sæsonens andensidste afdeling af Super GT Danmark, og efter topresultater fra den seneste afdeling på Jyllandsringen, går Christian Dannemand ind til løbsweekenden med stor motivation for at gentage succesen.
“Night Race på Padborg Park er en af sæsonens højdepunkter i Super GT, og jeg har virkelig set frem til løbet. Jeg ved, at jeg har farten til igen at køre med i toppen af feltet, så nu gælder det bare om at hente podieplaceringer hjem og rykke frem i mesterskabet,” lyder det fra Christian Dannemand inden Night Race i det sønderjyske.
I forbindelse med Night Race vil 200 gæster fra samarbejdspartneren, KidsAid, lørdag besøge Christian Dannemand. KidsAid er en fond for syge og sårbare børn samt deres familier, og Christian ser med stor fornøjelse frem til at give dem en mindeværdig motorsportsoplevelse.
Night Race på Padborg Park kan ses live på YouTube-kanalen, Dansk Motorsport Live.
Tidsplan - Night Race på Padborg Park
Fredag d. 12. september
Tidtagning kl. 16:07
Superpole kl. 16:32
Lørdag d. 13. september
Heat 1 kl. 17:30
Heat 2 kl. 20:07
Heat 3 kl. 21:17
Christian Dannemand Racing
Amanda Gravlund
Læs mere om: Christian Dannemand JørgensenMotorland AragónPadborg Park13/09/25 - Padborg Park - Super GT Danmark |