Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Michael Christensen jagter endnu et podie under svære betingelser

FIA WEC 
03/09/25 

World Endurance ChampionshipMichael Christensen stiller søndag til start ved sjette afdeling af VM for sportsvogne, der afvikles på COTA i Texas, USA. Michael Christensen stiller til start for Porsche fabriksteamet i deres Porsche 963, der kæmper i den hurtigste Hypercar-klasse, hvor der er stærk modstand fra Ferrari, Toyota, BMW, Peugeot, Cadillac, Alpine og Aston Martin.
 

Ved seneste afdeling af FIA WEC kørte Michael og hans holdkammerat Julien Andlauer årets første podieplacering hjem. Denne gang får de to kørere en ekstra holdkammerat i Mathieu Jaminet, da Porsche igen har valgt at udvide antallet af kørere på bilen til tre, grundet de høje temperaturer på omkring 40 grader man forventer til løbet.

Netop varmen kan vise sig at blive en hæmsko for Porsche. Ved løbet i Brasilien var Michael Christensens Porsche med startnummer 5 i føring af løbet de første par timer, men efterhånden som det blev varmere, var Cadillac bedre ved dækkene og Porschen måtte afgive føringen.

Ved løbet i Texas forventes det dog, at Ferrari og Toyota igen vil være konkurrencedygtige, men intet er givet på forhånd i det flotte felt på 18 konkurrencedygtige hypercars.


(Foto: Porsche)

Ved sidste års løb på COTA var Michael Christensens Porsche desværre stækket allerede inden starten var gået. En mekaniker havde glemt en plastickegle på bilens antenne, hvilket kostede en tur i pit samtidig med at starten gik.

Men teamet fik kæmpet sig tilbage på sjettepladsen på den spændende 5,5 km. lange bane, der er kendt for sin stejle bakke op mod sving 1 og de efterfølgende hurtige svingkombinationer, der sætter bil og kører på en hård prøve. Banen er desuden meget ujævn og med asfalttemperaturer, der godt kan komme op på 50 grader, er der masser af udfordringer for bil og dæk.

"Vi er selvfølgelig optimister efter en tredjeplads i sidste løb, men vi er også realistiske forud for løbet på COTA" fortæller Michael Christensen. "Vi vil selvfølgelig forsøge, at jagte endnu et podie og gerne en sejr, men vi ved godt, at feltet er tæt og banen ikke passer os lige så godt, som ved sidste løb i Sao Paulo.

Varmen kan give os udfordringer med dækkene, men det gælder forhåbentligt også for de fleste af vores konkurrenter. Sidste år var ikke så heldigt, da keglen på vores antenne ikke var fjernet da starten skulle gå, hvilket i sidste betød, vi endte på en sjetteplads.

Men vi vil mere i år. Så vi prøver at jagte et podie som i Sao Paulo, men vi skal eksekvere et perfekt løb, for at være med i toppen. Men jeg føler, vi har godt moment på 5'er bilen, så vi kæmper i hvert fald for et topresultat".

Løbet afvikles over 6 timer og starter søndag aften kl. 20 dansk tid.

Tidsskema for 6. afdeling af FIA WEC/Lone Star Le Mans (dansk tid)
Fredag den 5. september
18.30-20.00 Fri træning 1
23.00-0.30 Fri træning 2

Lørdag den 6. september
18.00-19.00 Fri træning 3
22.40-22.52 Kvalifikation - Hypercars
23.0-23.10 Hyperpole - Hypercars

Søndag den 7. september
20.00-02.00 Race - Lone Star Le Mans

Danske kørere i FIA WEC Hypercar
Porsche 963 #5 Michael Christensen
BMW M Hybrid #15 Kevin Magnussen
Ferrari 499P #50 Nicklas Nielsen
Peugeot 9X8 #93 Mikkel Jensen
Peugeot 9X8 #94 Malthe Jakobsen
Aston Martin Valkyrie #009 Marco Sørensen
Cadillac V-Series.R #311 Frederik Vesti

Pointfordeling i FIA WEC
I kvalifikation gives point til Pole Position: 1
Ved 6 timers løb gives point til top ti: 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1
Ved 8-10 timers løb (+1.812 km.) gives point til top ti: 38-27-23-18-15-12-9-6-3-2
Ved 24 timers Le Mans gives point til top ti: 50-36-30-24-20-16-12-8-4-2

Antal dæk til rådighed
Ved 6 timers løb: 18 dæk
Ved 8-10 timers løb: 26 dæk
Ved 24 timers Le Mans: 32 dæk

Her kan du følge FIA WEC
TV2/TV2 Play, Eurosport/Max, FIAWEC.tv, FIA WEC App

Løbskalender 2025
6: 7. september, USA, COTA
7: 28. september, Japan, 6 Hours of Fuji
8: 8. november, Bahrain, 8 Hours of Bahrain

Michael Christensen Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Circuit of the Americas
  • 07/09/25 - Circuit of the Americas - FIA WEC - FIA VM
  •