Kevin Verner har tidligere sejret ved det traditionsrige løb, men det var bestemt ikke noget der kom hjem uden kamp.
De små Legend racere var allerede på banen til træning fredag eftermiddag, og her var den røde og sorte racer med startnummer 512 på døren hurtigst af alle.
 (Foto: Motorsporten.dk)
Lørdag formiddag blev der kørt todelt kvalifikation, hvor de hurtigste 20 kørere fra den første del, gik videre til Shootout. Verner kvalificerede sig videre uden problemer, og satte den næsthurtigste tid af alle i Shootout, hvilket betød 19. startposition til løb 1, da man vender rundt på top-20 i startopstillingen.
Den unge silkeborgenser fik hurtigt arbejdet sig frem derfra, indtil der var knas med motoren midtvejs i heatet. Inden han fik stoppet og startet den op igen, var han faldet fra 10. til 22. pladsen, han fik dog på ny kørt sig flot frem gennem feltet og kunne krydse målstregen som 14’er.
Det var rigtig skidt nyt, da det var den nærmeste mesterskabskonkurrent, som endte med at vinde løbet – men så var der ikke andet for, end at forsøge at hente noget af det tabte tilbage i søndagens to løb.
 (Foto: Motorsporten.dk)
Fra 5. startposition var Kevin Verner hurtig på aftrækkeren, og forsøgte at overhale så mange som muligt, inden de kom ned i Sving 1. Pladsen blev lidt snæver på inderbanen, og han måtte lige trække lidt ud i græsset, for at undgå en kollision, og det kostede det ellers godt opbyggede momentum ved rullestarten.
Stille og roligt fik han dog arbejdet sig frem i feltet, og da vi kom til 7. omgang, var han på andenpladsen, som han kunne køre hjem på sikker vis, da den førende allerede havde slået et stort hul til forfølgerfeltet.
 (Foto: Motorsporten.dk)
Til weekendens sidste heat, startede Kevin Verner fra 3. startposition, men det tog ikke længere end halvvejs til Sving 1, inden han var oppe på andenpladsen. På vej ud på start-mål langsiden, fik han et tilløb på den førende, og tog føringen uden at blinke.
Herefter blev det til 13 hæsblæsende raceromgange, hvor positionerne blev byttet flere gange - inden bil #512 kunne krydse målstregen som vinder med 0,068 sekund ned til andenpladsen. Imponerende tæt kørsel, som heldigvis faldt ud til Verners fordel denne gang.
Efter weekendens ræs, er ARTS køreren på andenpladsen, blot et point fra mesterskabsføringen.
 (Foto: Motorsporten.dk)
Så der er alt i spil, når den næste afdeling for Kevin Verner skal køres på Padborg Park den 12.-13. september 2025, med fredags- og lørdagsræs i forbindelse med Night Race eventen, som slutter under lygternes skær, lørdag aften.

Pressemeddelelse

Læs mere om: Kevin VernerAutoforum Racing Team SilkeborgJyllandsringen24/08/25 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |