 (Foto: Stumpphoto)
At Malte Ebdrup aldrig har kørt racerløb i Københavns gader før, kan være svært at forstå. Nordjyden viste høj fart og vovemod i weekendens løb, hvor han med to heatsejre og en tredjeplads har hentet vigtige point til mesterskabet.
Tekniske udfordringer i kvalifikationen betød, at Malte Ebdrup kun havde få omgange til at sætte en god omgangstid. Det lykkedes over al forventning med næstbedste omgangstid efter Mike Halder og foran teamkammerat Kasper H. Jensen.
Lørdag eftermiddag kunne Mike Halder tage weekendens første heatsejr uden stor modstand fra Kasper H. Jensen og Malte Ebdrup bag ham. Lars Højris kom godt afsted og blev bedste AM-kører på trods af massivt pres fra René Povlsen og Mathias Dall bag ham, som begge gjorde hvad de kunne for at finde en vej forbi. Marco Dahl fik en dårlig start på heatet, men indhentede stort set samtlige tabte sekunder til Magnus Dall inden det ternede flag.
 (Foto: Stumpphoto)
Med de seks bedste fra første løb startende i omvendt rækkefølge i søndagens første løb, var der lagt op til spænding fra start. René Povlsen holdt klar i pole position foran Lars Højris, men de fleste havde øjnene rettet mod tredje startrække, hvor Mike Halder og Kasper H. Jensen gjorde klar til at komme op gennem feltet.
En imponerende start fra Mike Halder betød, at tyskeren havde fundet vej forbi Kasper H. Jensen, Malte Ebdrup og Jan Magnussen allerede efter to sving, og TPR Motorsport-køreren kom hurtigt det sidste stykke vej til førstepladsen - men en forbremsning gjorde, at de to RaceGroup-biler kunne passere Halder, der med nød og næppe fik kontrol over bilen og kunne fortsætte løbet.
Marco Dahl ramte få centimeter forbi ideallinjen i ét af banens hurtige sving, og på en bybane bliver det hurtigt dyrt. Hyundai-køreren snittede først en blød del af banens barriere, og det var akkurat nok til, at bilen skiftede retning og ramte betonen med forreste højre hjørne. Dahl forsøgte at få bilen kørt i sikkerhed, men måtte uheldigvis stoppe midt i chikanen på langsiden, hvilket fremkaldte et rødt flag.
 (Foto: Stumpphoto)
Da løbet blev genstartet, var Ebdrup fortsat i front, mens Mike Halder fandt vej forbi Kasper H. Jensen, der svarede igen ved at lægge hårdt pres på Halder. Det lykkedes ikke at komme forbi den defensive tysker, men Ebdrup fik ro til at køre en sejr hjem.
Lars Højris befandt sig i slutningen af løbet i en noget klemt Dall-sandwich. Med Magnus Dall foran sig og Mathias Dall helt oppe i bagkofangeren, var vestjyden godt udfordret, men kæmpede bravt for at holde sin syvendeplads. På næstsidste omgang tvang en teknisk defekt ham til at stoppe før tid.
Finaleheatet blev startet med Mike Halder i pole position, men Malte Ebdrup lavede en god start og tog føringen, mens Kasper H. Jensen igen lagde hårdt pres på tyskeren. Et lille puf i Ebdrups bagende gav en minimal skade på Halders bil, som få omgange efter begyndte at sende dækrøg ud over Bellahøj Park. Til sidst fik Halder flaget for teknisk defekt og måtte køre i pit for at udbedre skaden, men på intet tidspunkt var han skånet for Kasper H. Jensens ivrige pres bagfra.
René Povlsen havde fået fart i bilen efter en weekend, hvor midtjyden ikke helt var med, hvor han gerne ville, men et skub bagfra sendte Povlsen rundt. Det kostede placeringer og skader på bilen. Mathias Dall har gennem weekenden forbedret sig, men han måtte nøjes med fjerdepladsen, mens Jan Magnussen afrundede podieplaceringerne i finaleheatet.
På trods af Malte Ebdrups to heatsejre er Mike Halder fortsat i føring, omend det nu blot er fem point som adskiller de to mesterskabsrivaler. Kasper H. Jensen kan også stadig nå at køre sig til tops i mesterskabet, men der skal indhentes 20 point inden sæsonen slutter om godt en måned.
 (Foto: Stumpphoto)
Næste løb i TCR Denmark er ved det traditionsrige Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, hvor klassen er tilbage i vante rammer hos Danish Supercar League. Der er lagt i ovnen til endnu en stor motorsportsfest på den midtjyske racerbane den 22-24. august.
TCR Denmark Læs mere om: Malte EbdrupBellahøj (Gadeløb)10/08/25 - Bellahøj (Gadeløb) - TCR Denmark |