 (Foto: Luca Magnussen Racing)
En irriteret blindtarm sendte Luca Magnussen på operationsbordet tidligere på sommeren, hvilket betød, at det 15-årige talent missede fjerde afdeling af GB4 Championship. Nu er danskeren og resten af holdet bag Fortec Motorsports igen klar til kamp, når det går løs med femte runde af det britiske juniormesterskab – og denne gang på Magnussens favoritbane, den berømte Silverstone Circuit.
 (Foto: Fortec Motorsports)
– Silverstone passer utroligt godt til min kørestil og er klart den bane, hvor jeg har haft de bedste tests under forberedelserne til sæsonen. Det er samtidig et legendarisk sted med en masse entusiastiske engelske racerfans, så jeg glæder mig til at komme tilbage igen, lyder det fra Luca Magnussen.
Det er anden gang i 2025-sæsonen, at GB4-feltet besøger Silverstone. Magnussen håber på en endnu bedre weekend end i april, hvor farten var god, men hvor den SASHI Beef Lover-sponsorerede dansker også kom til kort over for aggressive konkurrenter.
 (Foto: Fortec Motorsports)
– Vi havde bestemt farten til top-10-placeringer, men på grund af nærkontakt med andre biler måtte jeg udgå fra et enkelt løb og mistede en del positioner i et andet. Det var dog alligevel en god weekend, fordi den beviste, at vi har farten til at være med i den gode ende af feltet, og vores opgave for denne weekend bliver at bygge videre på dét, forklarer Magnussen.
Selvom Luca Magnussen måtte stå over en afdeling af GB4 Championship og derfor gik glip af potentielle mesterskabspoint, har det ikke ændret danskerens tilgang til sæsonen.
 (Foto: Fortec Motorsports)
– Det er mit første år i serien, så vores ambition har ikke været at sikre et mesterskab, men at få så meget erfaring som muligt. Naturligvis er det ærgerligt at misse en afdeling og tre værdifulde løb, men i de tre foregående weekender har jeg udviklet mig progressivt, og så længe kurven fortsætter med at gå i den rigtige retning, følger vi planen. Jeg glæder mig til at møde teamet igen og komme videre med arbejdet.
Femte runde af GB4 Championship løber af stablen på Silverstone den kommende weekend, hvor kvalifikation og første løb finder sted lørdag den 2. august klokken 10.00 og 13.20 dansk tid, mens andet og tredje løb flages grønt søndag den 3. august klokken 13.00 og 17.50. Alle løb kan følges live på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Luca MagnussenSilverstone03/08/25 - Silverstone - Formel 4 |