 (Foto: Dinamic GT)
Målet var en plads blandt de fem bedste – men Bastian Buus endte med at køre sin Porsche 911 GT3 R over stregen på en imponerende tredjeplads i årets udgave af 24-timersløbet på Nürburgring. Dermed kunne den 22-årige dansker for første gang i karrieren stille sig på podiet i et 24-timersløb, hvor et stabilt og kontrolleret løb var midlet til et topresultat.
 (Foto: Dinamic GT)
Buus sikrede trofæet sammen med teamkammeraterne Matteo Cairoli, Joel Sturm, Loek Hartog og resten af holdet bag Dinamic GT. Det private italienske team sluttede lige bag det officielle fabrikshold fra Porsche, som faktisk var først over målstregen, men grundet en tidsstraf måtte overlade sejren til BMW’s fabriksteam.
– Jeg er enormt glad på hele teamets vegne. Vi sluttede bag to officielle fabriksbiler, hvilket vi kan være utroligt stolte over. Jeg må ærligt sige, at vi ikke havde forventet at slutte så højt. Vi måtte allerede under forberedelserne erkende, at vi ikke havde farten til at være blandt de hurtigste, så vi vidste fra start, at et godt resultat skulle hentes ved et stabilt løb uden problemer eller fejltagelser. Det lykkedes vi til gengæld med, lyder det fra Bastian Buus.
 (Foto: Dinamic GT)
Danskeren og holdkammeraterne måtte efter en udfordrende kvalifikationsrunde starte et godt stykke nede i den 27 biler store topklasse, da løbet blev flaget grønt lørdag eftermiddag. Firkløveret fik dog hurtigt kæmpet sig godt op i rækkerne og holdt sig inden for top-10 i det meste af ræset. I løbets afsluttende fase lå holdet på en femteplads, før et strategisk pitstop sendte den Pirelli-sponsorerede Porsche med Bastian Buus bag rattet op på en fjerdeplads.
– Vi havde heldet med os, da en af vores konkurrenter i topfeltet pludselig fik problemer i den allersidste time. Dette sendte os op på en tredjeplads, og derfra handlede det bare om at få bilen sikkert hjem. Det var en fed følelse at vide, at podiet ventede på os, og jeg kan ikke takke teamet og mine holdkammerater nok for en fantastisk indsats, tilføjer Buus.
 (Foto: Dinamic GT)
Med et trofæ i bagagen kan Bastian Buus nu sætte kursen mod det næste 24-timersløb, nemlig den belgiske langdistanceklassiker på Spa-Francorchamps, hvor danskeren er tilbage hos Dinamic GT – nu med Mathieu Jaminet og Matt Campbell, som normalt er en del af Porsches officielle Hypercar-program. Trioen stiller op i Pro-klassen.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusNürburgring22/06/25 - Nürburgring - Endurance |