 (Foto: Cadillac Racing)
På Le Mans var det 93. gang i historien hele verdens øjne denne weekend var rettet mod sportsvognenes kongeløb over dem alle. For Vesti var mødet med Le Mans blot anden gang. Denne gang i topklassen Hypercar i et felt, der talte danske kørere overalt.
 (Foto: Cadillac Racing)
”Det er imponerende i sig selv, at så mange danske kørere er placeret hos de bedste bilfabrikker i verden. På Le Mans bliver man derfor bare endnu mere bevidst om at være dansk. Den nationale stolthedsfølelse midt i et inferno af mange sprog og nationaliteter gør Le Mans til noget helt anderledes. Der er danskere overalt både på- og udenfor banen.”
 (Foto: Cadillac Racing)
”Jeg fik ikke ondt i hænderne af at køre race! Men af at skrive autografer og kaste merchandise ud til alle de mange fans. Le Mans er til for fans’ene. Tingene er organiseret mesterligt på banen og i byen med stor nærhed til de mange tilrejsende enthusiaster. For mit eget vedkommende var besøget hos Jakob K’s - K Rejser - i danskerlejren én af de bedste oplevelser. Her var vi danske kørere på scenen foran ret så ellevilde danskere. Et kæmpe TAK til jer alle sammen for at deltage og for jeres engagement, der løfter os kørere enormt!!”
 (Foto: Cadillac Racing)
På den sportslige side bragte selve løbet ikke de store smil frem hos Vesti. Men masser af omgange gir masser af læring, når man er næsten ”ny” på Le Mans.
 (Foto: Cadillac Racing)
”At køre i Hypercar klassen er det fedeste! 22 biler på banen, tætte overhalinger af super dygtige kørere dag og nat, og som er fyldt med risiko, så lever man altså max. Natten er det bedste. Der lever man helt på kanten. Mit team Whelen Cadillac Racing har været på sit absolut højeste niveau denne weekend. Mine to teamkammerater Jack Aitken og Felipe Drugovich er de altid sikre kort. Når man ankommer til Le Mans torsdag ugen før løbet og er sammen i 11 dage, så bliver man på alle måder testet også på tålmodighed og udholdenhed. Vi er bare gode hver for sig og sammen som team.”
 (Foto: Cadillac Racing)
Teamet var fra start med helt fremme efter at have kvalificeret sig P8. Vesti blev desværre på sit andet stint udfordret af et teknisk problem, der dog syntes løst uden det kostede teamet tid. Men midt om natten tabte teamet en del omgange i pitten, da problemet vendte tilbage. Og ud på den tidlige morgen var der så ikke mere at gøre. Slut for denne gang.
 (Foto: Cadillac Racing)
”Det er da totalt frustrerende med så kæmpe stor en investering i det her løb fra teamets og General Motors side, at vi skal se os selv udgå. Men det er erfaringen, der bygger vores fremtidige løb. Og vi kommer til at vinde løb med den her bil. Og så er vi en erfaring rigere til løbet på Watkins Glen.”
 (Foto: Cadillac Racing)
Den forestående uge bliver en af de udfordrende efter en lang rejse hjem i bil fra Le Mans til UK og videre med Fly til USA tirsdag morgen. Watkins Glen køres allerede i den kommende weekend.
 (Foto: Cadillac Racing)
Dorte Riis Madsen Læs mere om: Frederik VestiLe Mans15/06/25 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM |