 (Foto: DS3Cup.dk)
I både træning såvel som tidtagning var Martin Jensen hurtigste kører på banen, mens Anders Majgaard ikke helt kunne matche Oliver Larsens tempo i tidtagningen og derfor måtte nøjes med tredje startplacering til lørdagens heat.
Her fik Anders Majgaard en god start og fandt vej forbi Oliver Larsen. Det gjorde også Mathias Klingenberg, som havde fundet fart siden tidtagningen og sikrede tredjepladsen i heatet, hvor Martin Jensen ikke var til at nå. Oliver Larsen fik først fart i sin DS3 Cup-racer sidst i heatet, og da var det for sent at avancere fra fjerdepladsen.
 (Foto: DS3Cup.dk)
Næsten et døgns ventetid skulle overstås inden søndagens løb blev kørt. Og mens morgenkaffen kunne indtages i mildt solskinsvejr, trak de sorte skyer sig sammen på himlen som optakt til DS3-kørernes indtog på banen. Samtlige vejrudsigter og radarbilleder blev tjekket på kryds og tværs for at lure, om det mon holdt tørt, eller om regndækkene skulle monteres inden bilerne skulle sendes på banen.
Ikke alle valgte rigtigt. Regnen meldte sin ankomst få minutter inde i løbet, og her havde Mathias Klingenberg nået at køre sig til et lille forspring til Martin Jensen og Oliver Larsen. Det holdt han fast i, men godt halvvejs i løbet måtte han opgive føringen og trække bilen til siden, da motoren gik i nødprogram. Det fik hverken Martin Jensen eller Oliver Larsen stor gavn af, for William Schumann havde ramt dækstrategien lige i øjet og kørte på regndækkene lige forbi de to, hvorefter han passerede det ternede flag som vinder af søndagens løb.
 (Foto: DS3Cup.dk)
Hos Madbull Racing gav regnen også anledning til store overvejelser. Anders Majgaard kørte på banen med slicks, mens den yngre generation, William Majgaard, satsede på regndæk. Selvom Anders Majgaard med en vis rutine kæmpede mod elementerne, kunne William på sikker vis køre forbi. Han gav dog placeringen tilbage inden målstregen, så det fædrende ophav sikrede flest mulige point til mesterskabet.
Om en måneds tid er DS3 Cup tilbage på asfalten, når klassen tager på sin årlige udlandstur til Falkenberg Motorbana i Sverige.
DS3Cup.dk
Kim Gripping Læs mere om: Ring Djursland08/06/25 - Ring Djursland - DS3 Cup |