| Vi er over halvvejs i den individuelle serie af speedway-VM, hvor polske Bartosz Zmarzlik har lagt sig solidt i spidsen. De danske kørere har modsat haft svært ved at nå det samme niveau, som vi har set i de tidligere år.
Næste afdeling køres lørdag og Leon Madsen er stadig den bedste kandidat til at hente en dansk VM-medalje, men det bliver også en sej kamp at lukke forspringet på næsten 20 point op til australske Jack Holder og svenske Fredrik Lindgren, der ligger på hhv. tredje- og andenpladsen i den samlede stilling.
Med fire afdelinger tilbage, hvor en førsteplacering giver 20 point i hver afdeling, er det dog stadig muligt for Leon at indhente forspringet fra sin nuværende syvendeplads.
SON2 køres fredag
I dag køres der Par-VM i U21 også kaldet SON2. Her stiller Emil Breum, Esben Hjerrild og Jesper Knudsen op for Danmark.
Det er et spændende format med i alt syv deltagende nationer, hvor to nationer konkurrerer mod hinanden ad gang med tomandshold. Derfor kræver det både gode holdegenskaber og strategi at samle nok point i hvert heat.
SON2 køres i dag, og i morgen lørdag køres syvende afdeling af det individuelle VM.
Du kan se begge løb på Discovery+, og du kan ligeledes se SGP fra Riga på 6'eren fra kl. 15.55.
DMU - Danmarks Motor Union |