Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Tæt løb, fairplay og teamånd til Kandborg’s Le Mans 2016 i weekenden

Go Kart 
15/03/16 

Der var fart over feltet, holdkampstemning og motorduft i luften da 16 racing teams fordelt over Rookie - og Pro klassen i weekenden dystede om 1. pladserne til det årlige Kandborg’s Le Mans afholdt af den 18-årige racerkører Nicolaj Kandborg.
 

Racehall i Viby summede af gokarts drønende af sted med imponerende tider, da venner, sponsorer, samarbejdspartnere og andre motorglade mennesker var samlet til et to timers intens løb i kampen om at finde de bedste racerkørere i Nicolaj Kandborgs vennelag. Det var en kammeratlig atmosfære, der blandede sig med lyden af susende gokarts og kampråb.

Århus Gokart Klub og Pølle Racing Team var de bedste i 2016 udgaven
Efter 130 omgange på 2:00 timer kunne Mark Kamstrup og Mathias Sponholtz fra Pølle Racing Team stille sig øverst på skamlen i pro-klassen til overrækkelse af guldmedaljer og en flot pokal efterfulgt af M. Vestergaard på andenpladsen og Heimdals Køreskole på tredjepladsen. Dog var det ikke kun sejren, der var dagens succes for Mark Kamstrup.


1. pladsen: Mark Kamstrup og Mathias Sponholtz fra Pølle Racing Team 2. pladsen: M. Vestergaard 3. pladsen: Heimdals Køreskole

- Det var rigtig fedt at vinde løbet, især fordi hverken jeg eller Mathias har siddet i en gokart i efterhånden lang tid, men selv hvis vi ikke havde vundet, har Kandborg’s Le Mans 2016 været en virkelig sjov oplevelse i godt selskab, hvor fairplay helt klart har været gældende fra start til slut både i og udenfor banen, siger Mark Kamstrup.

I Rookie klassen var det Århus Gokart Klub, der kom først over målstregen, skarpt forfulgt af Melins.dk, der kun var tre sekunder fra at vinde. LV Motorsport nappede tredjepladsen, og eventens vært Nicolaj Kandborg er tilfreds med to så forskellige vinderteams.


1. pladsen: Århus Gokart Klub 2. pladsen: Melins.dk 3. pladsen: LV Motorsport

- Jeg vil gerne vise, at motorsport er for alle. Selvom det til dagligt er en sport, der kræver hård træning og disciplin, er det samtidig en sport, der kan samle alle aldersgrupper og niveauer. Jeg er glad for, at Kandborg’s Le Mans kan være med til at vise flere sider af motorsporten. Dette års Le Mans var præget af rigtig flot kørsel, en masse fede dyster og ingen sorte flag. Der var god stemning hele dagen, og det er jo i sig selv guld værd, siger racerkører Nicolaj Kandborg, der selv som 5-årig sad i sin første gokart.

En fortjent pokal til løbets fighter
Det var ikke kun løbets vindere i begge klasser, der fik overrakt pokaler som dagens helte, også et team med alle odds i mod sig kom i mål med en pokal og titlen som løbets fighter.


Team ny-form.com for en kampgejst udover det sædvanlige.

- En vigtig pokal gik i år til et helt særligt team, som blev løbets fighter. Team ny-form.com, som havde kæmpet hele vejen med en absolut nybegynder på holdet, en kører der var syg og en sej mor, som trådte til fra tilskuerpladsen og kørte karten over målstregen i sidste øjeblik, havde i den grad fortjent pokalen, siger Nicolaj Kandborg.

Nicolaj Kandborg, der selv har et spændende år i vente som racerkører i FDM Sport klassen, håber på en gentagende succes næste gang, når der i traditionens tro afholdes Kandborg’s Le Mans i Racehall.

Louise Højgård Laustsen