Sidste løbsweekend i Audi Sport TT Cup blev en blandet weekend for Nicolaj Møller Madsen. Racerkøreren måtte afgive den samlede førsteplads i Audi Sport TT Cup, men nu er det fynske racertalent klar til at rejse sig igen, når Nürburgring venter i den kommende weekend.
- Nürburgring er en af de fedeste baner og virkelig udfordrende. Jeg har arbejdet stenhårdt efter løbene på Oschersleben, og haft seks timer i simulator og en masse mentaltræning, så jeg mentalt er 110% klar. Jeg føler, at min form er hvor den skal være, og jeg er topmotiveret inden weekenden, siger Nicolaj Møller Madsen.
(Foto: Audi)
Stor udfordring på Nürburgring
Niende og tiende løb i Audi Sport TT Cup køres på den 3.629 m lange Nürburgring. En bane som umiddelbart ved første øjekast ser overskuelig ud, men som mange kendere betegner som en af de sværeste i sæsonen.
- Det er vigtigt for mig ikke at fokusere på den samlede stilling før løbene. Jeg har fuld fokus på hvert løb, og jeg ved, at præsterer vi optimalt i kvalifikationen, så venter der også mange point rundt om hjørnet i weekenden, slutter Nicolaj Møller Madsen.
Nicolaj Møller Madsen (Foto: Audi)
22-årige Nicolaj Møller Madsen er før weekenden placeret på en samlet andenplads i Audi Sport TT Cup med 140 point - kun ni point efter polske Jan Kisiel. Nicolaj Møller Madsen fører derudover Audi-kørernes interne konkurrence om buzz ranking på de sociale medier. Se den samlede stilling her.
Nicolaj Møller Madsen starter kvalifikationen i Tyskland lørdag kl. 08.25, efterfulgt af løb 1 kl. 14.55. Løb 2 søndag har start kl. 16.25.
Løbet på Nürburgring i Tyskland kan livestreames online her.
Læs mere om: Nicolaj Møller MadsenNürburgring27/09/15 - Nürburgring - Audi Sport TT Cup |