Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

HM Racings duo havde farten, men ikke heldet i København

DTC 
05/08/15 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipFor første gang var HM Racing og de to kørere Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard til start i et københavnsk gadeløb. Det skete, da DTC-mesterskabet i weekenden kørte årets fjerde mesterskabsafdeling rundt om Bellahøj. Og her viste brødreparret fra Hinnerup, at det ikke er fart, de mangler. Det er derimod held. For de var med helt fremme i feltet.
 

”Der blev lavet nogle fejl, hvor der ikke skulle laves fejl, men farten var okay, og den fart skal vi tage med til næste DTC-løb og så ellers speede op derfra,” opsummerer Nicholai Eberhard weekenden, hvor HM Racing var ganske få minutter fra at tage sin første podieplads.

”Min tidtagning var godt nok gået i skuddermudder, så jeg kun skulle starte første heat som nummer 14, men jeg fik kørt mig frem igennem rækkerne, og da nogle af de andre kørere fik straffe, kunne jeg slutte som firer. I det næste heat blev det så til en tredjeplads,” fortæller Martin V. Jensen om optakten til det, der skulle blive en spændende finale.


Martin V. Jensen var få omgange fra en podieplads

”Jeg skulle starte finalen som treer, og her lykkedes det mig at gå inden om Sebastian Aarvik, så jeg kom op på andenpladsen. Den andenplads holdt jeg i de første seks omgange. Så kom der safety car på banen, men da den kørte ud igen, kom Michael Markussen op og ville kæmpe med mig. Han forsøgte at dykke indenom, men jeg havde nok ikke den temperatur i fordækkene, jeg skulle have haft i sådan en kamp. Jeg bremsede for sent og kørte så i dækmuren. Jeg troede, jeg var blevet ramt af Michael, men han bremsede også for sent og røg ind i mig.”

Også Nicholai Eberhard viste såvel masser af speed som kampgejst på gaderne rundt omkring Bellahøj, men i kampens hede blev han sat tilbage.

”Jeg startede som tier i det første heat, men selv om jeg blev fanget på ydersiden i første sving, hvor der skete skader, kom jeg helskindet igennem,” fortæller han. ”Efter to tredjedele af løbet havde jeg en duel med Frederik Schandorff, hvor jeg kom til at ramme ham. Jeg fik en straf på 20 sekunder, så selv om jeg kom i mål som femmer, blev jeg pga. straffen tier. I andet heat forsøgte jeg at komme forbi Martin Andersen. Det lykkedes også, men en vandbarriere var utæt og gjorde asfalten glat, så jeg ramte barrieren, bøjede noget af styretøjet og røg fra ottende- til tiendepladsen.”


Nicholai Eberhard

Finalen endte desværre også med et stort rundt nul efter en tyvstart.

”Solen kom lige imod mig, så jeg kunne ikke se lamperne ordentligt og fik lavet en ordentlig tyvstart. Så har jeg prøvet det!” siger Nicholai Eberhard. ”I finalen havde jeg igen en duel med Schandorff, men jeg blev presset mod muren, og så knækkede stort set de fleste arme i styretøjet.”

”Vi fik ikke de placeringer, vi lå til,” tilføjer Martin V. Jensen, ”men efter den seneste tids turbulens er vi videre, og Nicholai og jeg har med vores indsats i København bevist, at HM Racing er tilbage. Og med god fart.”

HM Racing


Læs mere om:
  • Martin V Jensen
  • Nicholai Eberhard
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 02/08/15 - Bellahøj (Gadeløb) - DTC
  •