Kører- & baneinfo 07/07/14
|
 |
Hej Alle sammen,
Som ny i motorsporten i fjor og denne sæson, først som tilskuer og siden som kører, har jeg lyst til at give lidt input med hensyn til publikumsvenlighed inden jeg mister ”de friske øjne”.
|
| Først vil jeg dog sige at som interesseret og kommende kører i Historisk 71 klassen og YT2 mødte jeg sidste år, og for den sags skyld i år, enorm velvillighed og hjælpsomhed hele vejen rundt til at komme i gang med sporten. Det være sig fra både kørere og andre involverede. Kæmpe tak herfra til dem der har hjulpet!
Hvad der dog ligger mig på sinde og som jeg gerne vil sparke ind i debatten her, er manglen på publikumsvenlighed og, efter min observation, mangel på initiativ til at få flere publikummer ud på banerne til løbene.
Her tænker jeg ikke så meget på by-løbene der har godt gang i PR maskinen, men mere til arrangementerne på Padborg Park, Ring Djursland og Jyllandsringen. Alle steder hvor jeg var med som publikum med ”de friske øjne” i sidste sæson.
Jeg mener i alt beskedenhed at der må kunne gøres mere for at trække folk til og bibeholde dem som publikum. Her mener jeg ikke bare gengangere og folk der er relateret til kørere på den ene eller den anden måde, men også i særdeleshed nye mennesker der måske har lille eller ingen forudgående interesse for sporten. Jeg fornemmer nogle gange at miljøet er lidt lukket og bærer præg af at kørerne alligevel betaler gildet det meste af vejen så publikum er velkomment hvis de har lyst, men ikke noget man sætter himmel og hav i bevægelse for at tiltrække og fastholde.
Hvem der burde sætte mere initiativ i gang og hvem der får glæde af det, er jeg ikke nok inde i sporten endnu for at vide 100%, men jeg har et naivt håb om at det i sidste ende vil komme os alle i motorsporten til gode, både økonomisk, men også mht. tilladelser, støj osv. hvis vi får udbredt kendskabet til sporten meget mere og får flere ”fans” om man vil. Det vil ikke også bare give en bedre stemning på banerne når man kan høre summen af et stort publikum der hygger sig og følger entusiastisk med i løbene, men måske med tiden vi også kan få så godt et fodfæste blandt flere ”almindelige” danskere så sporten kan vokse endnu mere og få endnu bedre vilkår end vi har i dag.
Afslutningsvis lidt brainstorming fra min side m.h.t. initiativer der (måske/måske ikke) kunne gennemføres. Fortsæt selv listen:
- Bedre annoncering. Man skal virkelig kende de rigtige hjemmesider for at finde ud af hvor og hvornår løbene afholdes. Hvad med en annonce i aviser eller lignende. Hvad med de sociale medier, er der Facebook sider for banerne? Jeg har ikke stødt på dem.
- De trykte programmer man får udleveret ved indgangen er lækre som de er, men gerne et par linjer om klassens reglement og begrænsninger plus lidt andet sjovt info. Måske HK og vægt eller andet. Som ny i sporten aner man ikke hvad forskellen er på 1600 klassen og SCC, andet end man nok aner en forskel på bilerne
- En storskærm (sponsoreret måske) der viser placeringen af forskellige biler i forskellige klasser vil også forbedre spændingen og publikumsvenligheden vil jeg mene. I både SCC og YT skal der ikke være kørt meget mere end et par omgange før kun de allermest garvede aner hvem der ligger først og sidst. Dette kan til en hvis grad opvejes af en smartphone og moderne teknologi, men det kræver gratis WLAN. Noget der ikke er på alle baner men burde kunne ordnes for overkommelig pris.
- Drop forskellige priser for adgang til bane, paddock, tribune og hvad ved jeg. En af styrkerne ved sporten synes jeg er det fede ved at man kan komme rundt over det hele og snakke med kørere og mekanikere - lige ved siden af deres bil. Når man har betalt en også til tider meget høj entre, skal man bare kunne gå rundt og suge til sig over det hele uden at skulle bekymre sig om man nu også har adgang der og der.
- Udlever skilte med kørers navn, klasse, data på bilen osv (alá CRAA) der skal hænge på teltet så urutineret publikum kan se hvad de kigger på i paddocken.
- Hele marketingsdelen i sporten kunne måske med fordel trænge til et eftersyn af en udefrakommende med forstand på marketing. Jeg ved i hvert fald at i Aarhus uddannes der mange marketings- og kommunikationsfolk. Mange af dem til arbejdsløshed. Når nu økonomien måske nok er presset, kunne man så ikke snakke med kommunen om et samarbejde. I begyndelsen til en overkommelig udgift måske. Jeg kender andre brancher der har høstet utroligt gode resultater på den baggrund.
- …
Håber jeg med dette umiddelbare indspark har kunnet sætte gang i lidt tanker og ideer rundt omkring og lad mig endnu en gang understrege at det er ment i den bedste mening for en sport jeg er blevet noget så godt og grundigt bidt af
Mvh
Morten Straarup
Læs mere om: Morten Laulund Straarup |